Opdateret d. 21/11 - 2021

Af Niels Peter Larsen

Psykisk syg

Da jeg var 24 år gammel, blev jeg psykisk syg. Første gang 8 måneder i år 1982.
Anden gang 6 måneder i år 1987. Tredje gang, tre måneder år 2016 og sidste
gang 14 dage år 2019. Jeg fik en diagnose, ”Skizofreni US”. Jeg så syner, hørte
stemmer og havde mange vrangforestillinger. Jeg var et søgende menneske som
søgte Jesus i mit liv. Gik også lidt i kirke. I 1982, efter jeg havde været
arbejdsløs i ca. 8-9 måneder, fik jeg arbejde på SKALMA i Kjellerup. Jeg
arbejde ca. 22 arbejdsdage. Da jeg ser det første syn var det en
arbejdskammerat jeg ser, lyslevende på min væg i mit soveværelse. Taler
tydeligt med ham denne aften. Jeg havde igennem længere tid læst hele Det nye
Testamente; her fik jeg en masse skyldfølelse over ting, jeg havde lavet og gjort
i mit liv. Det var lige som en film, der viste hele mit liv. Der var rigtig mange
ting, jeg havde misforstået i det kristne budskab. Jeg havde mindreværds
komplekser og dårligt selvværd. Da jeg blev syg, levede jeg i en helt anden
usynlig verden. Hvor jeg så syner og hørte stemmer, som ingen andre hører
eller ser.
Natten før jeg blev indlagt på psykiatrisk afd. troede jeg, Jesus ville komme
netop denne nat og hente mennesket. Jeg tænder lys overalt i huset, fordi Jesus
er lys. Alle vandhaner lukkede jeg op for, der skulle rinde koldt vand ud af
hanen, fordi koldt vand var Helligånd. Jeg troede også, at jeg kunne styre
verdens temperatur igennem vandhanen, med det kolde og varme vand. Mor
og far fik ikke sovet godt denne nat. Lige så rask som de lukkede for vandet
og slukkede lyset, var jeg der igen for at åbne for vandet og tænde alt lyset. Jeg
sov ikke denne nat. Mor siger, at nu skal vi sove. Jeg lå ved siden af mor og far
sidst på natten, de ville gerne snart have lidt ro. Jeg troede Jesus var på vej, også
til vores hjem for at hente os. Imens jeg ligger ved siden af mor og far, troede
jeg mors arm blødte, og at det var Jesu blod.
Næste dag kom jeg ud i køkkenet, hvor jeg ser min læge ved vores bord. Han
begynder at snakke med mig og vil have mig indlagt på en psykiatrisk afd. Det
syntes jeg ikke, at der var nogen grund til, jeg havde det jo fint nok. Lægen siger,
hvis jeg ikke vil, ville det blive en tvangsindlæggelse. Jeg tænker, at så har jeg jo
intet valg. Kort tid efter kommer der en ambulance for at hente mig. I
ambulancen siger jeg til mig selv, fra i dag vil jeg have lov at tro på Jesus. Fordi
det har altid været tabu i min ungdom. Jeg ankom til psykiatrisk afd. Kort tid
efter taler jeg med en læge, han stiller mange spørgsmål. Jeg husker tydeligt, at
jeg siger til lægen, at det eneste, jeg ønsker, er at få lov til at tro på Jesus! Det
føler jeg er et tabu som menneske, tror man på Jesus, bliver man set ned på. I
rummet inde bag ved, var der mere personale. Jeg blev lagt op på en briks, der
var mindst seks personer i rummet. De ville give mig en indsprøjtning med
medicin, tænkte jeg ved mig selv. Mig kan de intet ondt gøre, om jeg så træder
på giftslanger, dør jeg ikke. Der gik ca. en time, så kalder de mig ind i rummet
en gang til. Fik endnu en sprøjte medicin. Derefter husker jeg intet i lang tid. Da
jeg begyndte at komme op til overfladen igen, havde jeg et stort blåt mærke
foran på min brystkasse. Jeg havde en masse vrangforestillinger, jeg troede det
var et opsamlingssted. Jeg vidste ikke hvor jeg opholdt mig på dette tidspunkt.
Jeg havde en opfattelse af, at jeg var endt imellem onde og blandt kærlige
mennesker. Der var særligt to personer, hvor jeg føler den ene ville mig noget
ondt, og den andet ville mig noget godt. Det var lige som om, man var
ankommet til løvens hule. Hvor det ene øjeblik skulle man være på vagt, andre
øjeblikke var det gode ,der tog over. Jeg troede, at de onde og de kærlige skulle
sorteres fra hinanden, så det var med at holde sig til de gode, ellers fik man en
enkeltbillet til Djævelen. De kærlige kom i paradiset, det var jo der man helst
ville være. Jeg kendte en mand, som var kristen, han kom pludselig for at
besøge mig på psykiatrisk afd. Det undrede jeg mig meget over. Fordi jeg
troede, at jorden var gået under, og at han var sendt til paradiset.
Når jeg kikkede ud af vinduet på afdelingen, så jeg en del meget rundryggede
mennesker, som kørte rundt med de vogne, vi fik mad på i afdelingen. Jeg
troede faktisk, de kørte rundt med lig i vognene. I de samme vogne troede jeg,
at en indlagt skulle med ned i vognen som et lig. Så det var nu ikke særlig
hyggeligt at tænke på.
Nogle gange spillede jeg bordtennis på afdelingen med andre indlagte. Jeg
prøvede også at sy, men måtte opgive til sidst, fordi mine øjne er langsynede
og ikke kunne se, hvad jeg lavede. Jeg havde et godt forhold til de andre
indlagte på afdelingen. Jeg fik købt nogle farveblyanter og papir, hvor jeg sad og
tegnede en del. Jeg var på lukket afdeling 1 – 2 måneder. Da jeg skulle forlade
den lukkede psykiatriske afdeling var jeg inde hos lægen, han spørger mig, om
jeg stadig tror, at jeg er ”Vor Herre selv”? Jeg siger, det har jeg aldrig sagt eller
troet. Det rystede mig lidt. Fik medicin en gang imellem med indsprøjtning og
piller hver dag. Herefter kom jeg over på en åben afd. 6 -7 måneder. Jeg
husker ikke, hvornår jeg begyndte at gå i terapi, om det var på lukket eller åben
afd.

Før indlæggelsen og under indlæggelsen 1987

Jeg troede, at Gud havde helbredt mig for min psykiske sygdom. Jeg blev
langsomt trappet ud af min medicin ved egen læge. Men min helbredelse var
ikke det, som jeg troede. Jeg var medicinfri i ca. 2 - 3 måneder. Herefter
begyndte sygdommen at vende tilbage igen. Jeg var på Vejen Højskole-Kibbutz
(VHK) på det tidspunkt, hvor jeg blev alvorligt syg igen. Det begyndte med, at
jeg ser en film af hele mit liv under undervisningen i klassen, og hvor jeg ligger
halvvejs og sover over et bord. I weekenden var der mange mennesker på
skolen, jeg går ned til en ansat på skolen og får en samtale med ham. Jeg siger
til ham, at jeg tror jeg er ved at blive psykisk syg igen. Han spørger, om det
ikke kan vente til mandag, det går jeg desværre med til. Først går jeg alene til
lægen. Jeg sad utålmodig i venteværelset og syntes ikke, der skete noget som
helst her. Pludselig rejser jeg mig og går min vej. På vej hjem, skulle jeg over
vejen og standser en skraldebil på vejen, for her kommer jeg. Det gik meget
stærkt for mig, og troede jeg var udødelig, at jeg kunne det hele. De spørger
mig, om jeg havde været ved læge i dag, da jeg kom tilbage på VHK igen. Jeg
siger ja, det har jeg. Jeg husker ikke, hvad jeg fortæller dem. Om aftenen, var
der far og en datter som gik en tur med mig i byen, og som også gik på VHK.
Jeg skal love for det gik stærkt for mig, vi gik alt for hurtigt deruda’.
Til sidst på VHK, var jeg blevet så psykisk syg, at jeg ikke kunne tage vare på
mig selv. Ikke engang spisetiderne, kunne jeg finde ud af. En sen aften gik jeg
over til forstanderens kone for at spørge, om jeg kunne få noget at spise. Hun
gik med over og fandt noget til mig, fordi jeg var voldsom sulten. Der gik ikke
mange dage, før forstanderen og en ansat kørte mig til lægen endnu en gang.
Der kom jeg ind til lægen, stiller han mig nogle spørgsmål. Jeg siger til ham:
”Det eneste jeg har brug for, er en kone.” Lægen siger, at det kunne han ikke
hjælpe mig med. Så kørte vi tilbage til VHK igen. Samme dag skulle jeg have
gjort rent sammen med de andre. Jeg glemte fuldstændigt, hvad jeg skulle gøre,
så det tog andre sig af. Solen skinnede så varmt, og jeg spillede bold med en
ung pige på græsplænen. Jeg troede, hun var Eva, og jeg selv var Adam, sådan
føltes det, det var som om vi var i paradiset. Om aftenen kommer en af de
ansatte hen til mig og siger, at vi skulle besøge min mor og far. Jeg skulle sove
om natten hos ham. Jeg fik pakket en kuffert, og tog med ham. Da vi skulle
sove, fik jeg en luftmadras at sove på, den var helt flad om morgenen. Jeg sov
meget dårligt denne nat. Så fik vi morgenmad, og herefter gik jeg i bad. Han
havde lidt svært ved at få mig ud af badeværelset. Jeg havde på fornemmelsen,
at jeg var meget beskidt og ville vaske mig hele tiden. Hver gang han havde
fået mig tørret, var jeg under bruseren igen, jeg havde fået rengøringsvanvid.
Men endelig lykkedes det at få mig i tøjet. Herefter satte vi kursen mod mor
og far. Med forløbet fra VHK er der mere, som jeg kan huske derfra, og som
ikke er fra denne verden. Jeg har efter opholdet talt med mennesker fra
opholdet, som har sagt, at de dengang var bange for mig. De havde haft nogle
dårlige oplevelser. Jeg har ikke skrevet alt her om de tanker, og hvad der skete
med mig. Jeg kan heller ikke huske alle detaljerne, men husker kun en del af
dem.
Vi kørte ad vejen hjem til far og mor. Jeg kunne ikke kende vejen hjem til
dem, og vi kørte for langt. Han ringede til min mor og far for at få den
præcise adresse. Vi vender om og kører derned. Mor og far havde lavet kaffe
til os, det var rart at være hjemme hos dem igen. Nu skulle han af sted igen,
da kaffen var drukket. Jeg rejste mig også, jeg troede ikke, jeg skulle blive
hos mor og far, men det skulle jeg. Om natten havde jeg en grim oplevelse:
Jeg troede, at alle dem fra VHK grinede og lavede sjov med mig. Jeg gik
udenfor, for at få en snak med dem, men kunne ikke finde dem nogen
steder.
Min læge kom hos os nogle dage. Min mor gav mig medicinen hver dag,
jeg fik de samme piller, som lægen havde trappet mig ud af. Der var ikke de
store fremskridt, men selv synes jeg, at det gik den rigtige vej med
behandlingen med medicinen. Jeg hjalp far med at tage søm ud af nogle
brædder, dem lagde jeg på hele gårdspladsen som et stort kors. Når lægen
kom, bakkede han sin bil ind i brædderne. Han havde svært ved at vende sin
bil i gårdspladsen. Efter lægebesøget kommer min søster, Jeg siger til hende,
at hun skulle sætte en hvid klud ud af vinduet, fordi så kunne hun køre stærkt
og over for rødt lys. ”Fordi du kører rundt med en sindssyg person på
bagsædet..” Vi ankom til psykiatrisk afd. Her skulle jeg være en tid, det blev
til 1 – 2 måneder på den lukkede afd. og 4 – 5 måneder på en åben afd. Jeg
støder hurtigt på problemer på den lukkede afd. Røgen af cigaretter var tæt,
det var næsten ikke til at få luft på afdelingen. Selvom jeg selv røg. Jeg
spørger personalet, om jeg ikke kunne få lov til at gå ud og få lidt frisk luft. De
siger, at det er der ikke personale til. Så jeg måtte sniffe lidt luft ved de åbne
vinduer.
Det var dejlig vejr, solen skinnede udenfor, og det var midt i maj måned. Jeg
fik en ide, for det var svært at trække vejret i rummet. Jeg undlod, at modtage
min aften medicin, fordi så vidste jeg, lægen vil komme løbende med det
samme. Lægen siger, om jeg ville modtage den medicin, de ville give mig. Jeg
siger, at det vil jeg godt, hvis jeg får lov til at gå ud for at få lidt frisk luft.
Lægen lover mig, at det skulle der ikke være noget i vejen for. Så modtog jeg
min medicin og ville have lov til at gå ud, for at få lidt frisk luft. Da lægen var
gået, snyder personalet mig, fordi jeg aldrig kommer ud for at få frisk luft. Alt
dette gentog jeg tre gange uden at få lov bagefter, at få lidt frisk luft. Til sidst
opgav jeg mit forehavende. Jeg holdte lav profil en lille tid.
En dag var der en kvinde som skulle hjem. Jeg stiller mig meget tæt på den
låste dør, som hun skulle ud af. Hun beder mig om at gå lidt væk, det ville jeg
ikke. Hun trykkede på sin alarm, der kom to mand og væltede mig hen af
gulvet, imens de holder i mine arme. De havde et ben hver ind i siden på mig.
Jeg siger til dem, at her ligger jeg da godt. De trykker begge kraftig deres ben
ind i siden på mig, det gjorde voldsomt ondt på mig. Jeg trækker armene til mig,
og de kan ikke holde mig. Jeg rejser mig op og siger til dem, det er ikke mig der
vil slås, det er jer. Den ene af personerne blødte på sine hænder. Jeg holdt lav
profil i lang tid efter dette. Jeg kommer jo aldrig ud her fra, hvis jeg ikke bare
passer mig selv.
Efter jeg senere blev udskrevet fra psykiatrisk afd. havde jeg fra 1987 – 2006
en fast psykiater. Herefter tog man min psykiater fra mig, p.g.a at der var kraftig
mangel på psykiatere. Det var en stor fejl ved den diagnose, som jeg har.
Somme tider skal medicinen reguleres en lille smule. Flere gange i den periode,
prøvede jeg at få skiftet min medicin ud til noget bedre. Nogle gange gik vi tilbage
til det, vi kom fra, andre gange fandt vi noget andet. Men i 2006 fik jeg en rigtig
god medicin, desværre begyndte virkningen af det at forsvinde efter ti år. Så blev
jeg syg igen.

Under indlæggelsen 2016.

Det medicin jeg fik, begyndte at holde op med at virke. Jeg blev indlagt på tredje
sal på psykiatrisk afd. Jeg husker faktisk kun meget lidt derfra. Den sygeplejerske,
jeg snakkede med her, var sød og rar over for mig.
Kort tid efter, kom jeg ned på første sal. Der var en indlagt person på afdelingen,
der var helt blind. Når han skulle ud at ryge, hjalp jeg han med at finde vejen
derud uden at falde over de blomster der stod på gangen. En dag gik det helt galt,
jeg løb hen til ham, for at hjælpe ham, tog fat i armen på ham. Han havde et
temmelig hidsigt temperament. Det endte med at jeg måtte have fat på personalet.
Hver gang han herefter kom forbi, sagde lidt til venstre og lidt til højre og lige ud
til ham. Efter den episode med blomsterne blev han vred på mig. Så hver gang jeg
sad i sofaen og dirigerede ham igennem til rygerrummet, skiftede jeg stemmeleje,
så han ikke kunne høre, at det var mig, der talte til ham. Fordi fandt han ud af det,
blev han meget vred på mig. Herefter fik jeg et længere ophold på anden sal. Man
begyndte at skifte min medicin ud. Jo højere dosis jeg fik, desto værre fik jeg det.
Jeg husker, at jeg legede med tal, hvor jeg kunne regne ud, hvor mange tusinde år
en bro kunne holde, hvis man brugte de rigtige materialer. Jeg kunne også regne
ud, hvilket tal det enkelte menneske havde, det kunne f.eks. bruges til, hvilken
medicin man havde brug for. Jeg begyndte at være mere på mit værelse, hvor jeg
havde mange gøremål at lave. Mine tanker gik hurtigere og hurtigere. Tanken var
at jeg åbnede mere op for radiatorer, fordi jeg måske skulle bruges til at styre solen.
For at mennesket kunne klare de høje temperatur ved solen, skulle jeg jo være klar.
Solen var skåret halv over, på den anden side af solen, var der et menneske der
styrede den. En dag hører jeg rigtig mange stemmer og taler både med Gud og
Jesus. Der gik meget igennem mig i denne tid. Når jeg var ude at ryge, blæste det
rigtig meget. Jeg kunne mærke en kraftig englekamp imellem det gode og det onde.
Hvor jerngitteret raslede meget kraftigt, hvor vinger fra englene ramte jerngitteret.
Men var blæsten stærk, truede jeg af stormen i Jesu navn. Så blev der stille herude.
Det gjorde jeg flere gange. Jeg begyndte at blive meget træt, tog madrassen ned af
sengen, for jeg ville være så tæt på Gud, som jeg kunne være. Lagde mig på den
og sov meget tungt. Der kom en sygeplejerske og vækkede mig, jeg lå ellers rigtig
godt. Hun siger til mig, at madrassen skal være i min seng. Jeg henviser også til mit
hæfte fra 2020, ”På godt og ondt side 20 - 26”. Her er uddraget fra hæfte, Det
meste er fra 2016; kun lidt er fra 2019:
At blive indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling, er ikke altid rart for den
psykisk syge. For alle psykisk syge burde der være en person, der varetager den
psykisk syges indlæggelse. Ikke alt personale på de lukkede afdelinger er rare at
være sammen med. Der er  nogle, der har fundet det forkerte job at være i. Nogle
få på afdelingerne burde have en fyreseddel. Nogle er der kun for at hæve deres
løn og pension og ikke andet. Nogle er også ligeglade med den psykisk syge. De
meste af personalet bliver man behandlet godt af. Særligt når der er rigeligt med
sygepleje- studerende. Nogle oplevelser har jeg selv oplevet. Når jeg havde en
bestemt plejer som kontaktperson. Man kunne mærke, at han ikke kunne lide mig.
Han gav mig altid flere PN på sine vagter. Det er det samme, som ”holdkæft-bolsjer.”
Han brugte ikke tid på at snakke med mig. Når andet personale var min kontaktperson,
fik jeg næsten ingen PN. Jeg havde også en kontaktperson, som kun kom for at se
fjernsyn. Løfte sin røv af lænestolen, ville han ikke, når jeg havde brug for hjælp.
Sagde han, at jeg skulle spørge en anden sygeplejerske; de laver jo heller ikke noget.
Som sagt, så gjorde jeg det. Andre sygeplejersker sagde, at han skulle hjælpe mig.
Det passede ham ikke særlig godt. At være psykisk syg er stadig tabu. Tror man på
Jesus Kristus er det et tabu. På psykiatriske afdelinger, får man nogle gange billige
kommentarer, også for sin tro skyld af få i personalet. I Danmark har vi ytringsfrihed
til at tro på, hvad man vil. Jeg respekterer også mennesker, som kun tror på sig selv.
Under en indlæggelse var der mange sygeplejestuderende. En af dem, Gao, kom altid
ind på mit værelse og talte med mig under alle sine vagter. Det var den eneste person,
som gjorde det i de tre måneder, jeg var der. Vi havde rigtig mange dejlige samtaler
sammen. Vi kunne tale om alt imellem himmel og jord. Hun forstod virkelig at tale
med mig, selvom at jeg var meget syg. En dag skulle jeg have min medicin kl. 09.00
om morgenen. Jeg kunne godt se at det ikke det samme piller, som jeg plejede at få.
”Der var 12 piller i alt”. Jeg siger til sygeplejersken: ”Jeg kan ikke tåle at få så
mange piller på en gang.” Hun fortæller, at det siger lægen, at jeg skal have. Jeg
spiser pillerne og går op på mit værelse. Jeg lægger mig lidt og hviler mig på sengen.
Det begynder at køre voldsomt rundt i hovedet på mig. Jeg kunne ikke stå op mere,
måtte kravle hen til døren og fik fat i dørhåndtaget. Løftede mig op i dørhåndtaget.
Min stemme var helt forsvundet, kunne ikke udtrykke mig i ord mere. Prøvede at få fat
i sygeplejersken og Gao. De kom løbende ned til mig. Tog mine arme og trak mig hen
til min seng. Jeg kunne ikke tale mere. Jeg prøvede at få dynen lagt bag ved mig.
Fordi ligger jeg ned, kunne jeg ikke få luft. Jeg var besvimet. Sygeplejersken kalder
på mig. Jeg vågnede først igen, da stod der Falck-folk ved døren til stuen. Husker
ikke hvordan, jeg kom over på Sygehus Vest. De gav mig væske og satte
hjertediagram på mig. Da jeg vågnede skulle jeg sådan på toilet. Jeg ringede på
klokken, men der kom ingen mennesker. Jeg kunne ikke blive ved med at holde på
vandet. Jeg trak ledningerne ud af diagram-maskinen. Der kom en sygeplejerske
løbende. Hun spørger, om jeg havde taget ledningerne ud af maskinen, Ja det har jeg,
fordi jeg skal på toilet. Hun talte vredt til mig, for det måtte jeg ikke gøre. Jeg kom på
toilet. Hun sætter hjertediagrammet til igen. Jeg siger til sygeplejersken, at hun er nødt
til at give mig noget, som jeg kunne tisse i, men det ville hun ikke. Selvfølgelig skulle
jeg tisse igen, det pressede voldsomt på. Så ser jeg en mand i blå kittel uden for min
dør. Jeg kalder på ham, jeg spørger ham, om han er læge, ja det var han da. Om
hjerte-diagrammet ikke ser fint ud, han kikker på det, jo det gør det. Fordi jeg trænger
hårdt til at komme på toilet. Lægen trækker ledningerne ud af maskinen, og han siger
til mig at der kommer en sygeplejerske lige om lidt og tager resten af, så jeg kunne
komme på toilet. Sygeplejersken kommer springende og spørger: ”Har du nu taget
ledningerne ud igen?” Jeg siger: ”Nej, her var en læge i blå kittel.” Sygeplejersken
spørger, hvad han hed. Jeg siger: ”Det ved jeg ikke.” Jeg spørger sygeplejersken om,
hvad der var gået galt. Hun siger, jeg havde fået en medicinforgiftning på
Søndersøparken. Jeg fik alt, undtaget væske, taget af og kom endelig på toilet igen.
Da jeg var behandlet på Sygehus Vest, skulle jeg vente to timer på en taxa, for at
blive kørt tilbage på Søndersøparken.
Jeg siger velbekomme!
Et par dage efter indlæggelsen på Sygehus Vest, talte jeg med reservelægen. Jeg
fortæller ham, at jeg havde haft en medicinforgiftning, det var derfor jeg var kommet
på Sygehus Vest. Det troede han ikke på, og så siger jeg til ham, at jeg synes, han
skulle tage telefonen og ringe over på Sygehus Vest. For at få mine ord bekræftet.
Næste gang, jeg talte med ham, gav han mig en undskyldning. Dagen kom hvor
overlægen sagde, at jeg skulle være på hotel. Det vil sige, at jeg måtte være på
afdelingen hele dagen, men skulle sove hjemme hos mig selv. I den periode spiste
jeg aftensmad på afdelingen. Jeg fik en sildemad at spise og bagefter satte jeg
tallerkenen til opvask, fordi den var meget snavset. Det plejede vi altid at gøre.
Jeg gik ud for at få lidt mere at spise. Sygeplejersken spørger: ”Hvor er din
tallerken?” Den har jeg sat til opvask, det må du ikke, fordi det er dig som vasker
op. Næste morgen, får jeg en tallerken yoghurt. Ovre ved vinduet står der ca. 25
fra personalet. Jeg går ud til et bord og kalder på sygeplejersken, samme person
som aften før. Spørger hende: ”Må jeg få en ny tallerken, når jeg har spist
yoghurten?” Hun svarer mig ikke, og hvis hendes øje kunne dræbe mig, var jeg en
død mand. Fra vinduet siger en af sygeplejerskerne til mig, det må jeg godt. Jeg
siger, til sygeplejersken, der gav mig mad, at hvis hun havde noget imod det, så
kunne jeg godt tage opvasken bagefter.
En søndag har samme sygeplejerske vagten igen. Efter morgenmaden sætter jeg
mig i en stol. Samme sygeplejerske kommer forbi mig og siger til mig, at jeg skulle
skrubbe af. Selvom jeg havde ret til at være der hele dagen, vælger jeg at gå min vej.
Psykisk syge bliver ikke behandlet værdigt, men værre end dyr. Fordi nogle få
behandler psykisk syge dårligt, bliver resultatet, at nogle psykisk syge er meget
bange for at blive indlagt på psykiatriske afdelinger. Det er urimeligt, at psykisk
syge mennesker behandles på den måde. At tvang skulle være nødvendigt, men det
er det. Fordi nogle få i personalet burde finde sig et andet arbejde. Jeg er selv
bange for det at blive indlagt på en psykiatrisk afdeling igen.

Slutningen af indlæggelsen 2016.

Imens jeg var på hotel hjemme ved mig selv, mistede jeg synet p.g.a. medicinen som
jeg fik. Det var meget ubehageligt. Jeg vidste ikke om jeg var på toilet, når jeg skulle
tisse, eller om det var stuen, jeg var i. Jeg blev urolig denne nat, ringede til psykiatrisk
afd. om jeg måtte komme derned igen. Jeg sagde, jeg vil ikke tage min morgenmedicin,
før jeg havde talt med overlægen. Næste morgen kl. 9.00 skulle vi have medicin. Jeg
fortæller sygeplejersken, at jeg skal snakke med overlægen, før jeg spiser min medicin.
Jeg tog nogle af pillerne, som jeg vidste jeg kunne tåle. Jeg kom ind til overlægen. Jeg
starter med at sige, at jeg ved godt, jeg ikke kan undvære medicin. Siger videre, hvilken
styrke synes I jeg skal have? Sygeplejersken siger 900 mg. Jeg siger til sygeplejersken:
”Har du selv prøvet at spise den medicin?” Nej det havde hun da ikke. Jeg siger, at den
medicin sparker lige så hårdt, som en hest sparker. Jeg spørger overlægen, hvad han
synes, jeg skal have? Overlægen siger: ”Hvad synes du selv?” Jeg siger max 500 mg.
”Skal vi ikke sige 600 mg,” siger overlægen! Ok, siger jeg. Da jeg bliver udskrevet fra
psykiatrisk afd. får jeg 500 mg, som jeg selv havde ønsket. Den sidste dag jeg skulle
være på psykiatrisk afd., kommer Gao hen til mig og vil gerne snakke med mig, inden
jeg skulle hjem. Det fik hun ikke lov til af sygeplejersken. Vi ville faktisk godt have haft
lov at sige farvel til hinanden på en god måde. Det fik vi ikke lov til. Gao havde været
et virkeligt dejligt bekendtskab under indlæggelsen. Vi have haft så mange skønne
samtaler om alt imellem himmel og jord. Jeg ved slet ikke, hvordan det skulle være gået
uden hende.

Før indlæggelsen og under indlæggelsen efter 2019

Før jeg blev syg, mistede jeg min kærlighed, havde det meget dårligt og blev sat op i
medicin hos egen læge. Jeg var begyndt at ryste meget på mine hænder, det var skyld i
at mobil og internet ikke fungerede. Jeg glemte mange ting, som jeg plejede at gøre i min
hverdag og havde meget besøg af familie og venner. De gjorde både rent og lavede mad
til mig i starten af perioden. Mor var meget bekymret for mig, når jeg ikke fik ringet til
hende, eller jeg havde glemt alt omkring mig selv. Havde ikke styr på min medicin,
noget lå under sofaen i stuen. Min medicinæske var ikke påfyldt rigtig, fik nok også for
meget medicin ind imellem.
Alt dette skete efter jeg var flyttet i ny lejlighed. Jeg havde ikke persienner for mine
vinduer. Jeg følte mig fuldstændig overvåget af andre. Havde forfølgelses-vanvid, føler
vi var blevet besat på samme måde, som under anden verdenskrig. I kælderen i vores hus,
troede jeg frihedskæmperne opholdt sig. Uanset hvor jeg var henne, var der tyske soldater
som overvågede mig. Jeg ser dem bare aldrig, men jeg var meget bange. Jeg havde besøg
af nogle venner. Jeg siger til dem, at tyskere og rockere er efter mig. De vil mig til livs,
var bange inden i mig selv. Jeg havde besøg af politiet, fordi de ville have mig indlagt på
psykiatrisk afd. to gange. Men jeg havde ikke glemt, hvordan jeg blev behandlet ved
tidligere indlæggelser, jeg var rigtig bange for at blive indlagt igen. Så det ville jeg ikke.
Marius besøgte mig en del i denne periode. Vi fik også sat gang i, at hjemmeplejen skulle
ud at hjælpe mig med medicin og mad m.m. Jeg kunne efterhånden slet ikke tage vare på
mig selv mere. Der gik for lang tid før hjemmeplejen kom hos mig. Min psykiske tilstand
var blevet meget forværret, inden der skete noget. Jeg blev senere indlagt 14 dage på
psykiatrisk afd. lige op til jul. Da jeg var kommet hjem fra psykiatrisk afd. havde jeg
meget svært ved fortsat at tage vare på mig selv. Hjemmeplejen begyndte at komme igen.
Jeg tumlede godt rundt ude i gangen, når jeg skulle i bad. Det kunne nemt tage mig en
time eller mere at få et bad og få tøj på igen. Svært var det for mig. Normalt tager det
højst 10 minutter. Den angst jeg havde, og hvor jeg følte mig forfulgt fortsatte lidt hos
mig endnu. Senere ringede jeg 114 til politiet, fordi jeg følte mig forfulgt af andre. Der
gik nogle dage, to politibetjente og en sygeplejerske kom sammen med hjemmeplejen.
Betjenten spørger indtil, hvem der særligt forfølger mig. Min mobil ringer næsten hele
tiden, med alle de telefonsælgere, som presser mig. Jeg går helt i selvsving over det.
Jeg spørger betjenten, om han ville hjælpe mig, fordi mit firma står stadig på min
gamle adresse. Om han ved, hvordan man laver det om. Betjenten er så sød, vi går
over til min computer, og han hjælper mig med at få min nye adresse rettet. Det var
jeg meget glad for. Der gik ca. fem måneder, før jeg kan sige, at jeg var begyndt at
være rask, med det medicin jeg fik.

Til eftertanke.

I hele dette forløb under mine indlæggelser, vil jeg gerne fortælle, at jeg var meget syg
inden jeg blev indlagt. Problemet med alt psykiatrisk medicin, fra 1982 til i dag, er at man
går for hurtigt frem med at give medicin, og alt for høje doser. Personalet på psykiatrisk
afd. og omgivelserne, mangler den fornødne tålmodighed med psykisk syge mennesker,
for det eneste de har brug for er tid. Mennesker som omgås psykisk syge burde have et
tålmodigheds-kursus, så psykisk syge ikke bare bliver pumpet med medicin. På samme
måde som man puster luft i en ballon. Ballonen kan jo springe. Det eneste, psykisk syge
har brug for, er bare lidt forståelse og lidt respekt som menneske. Man burde give laveste
mulige doser til psykisk syge, i stedet for alt for hurtig og for høje doser. Give den psykisk
syge tid, man har brug for at blive rask.
Den psykisk syge skriger efter tid. Det er ikke et brækket ben, som bliver lappet sammen
på sygehuset. Kort tid efter er man sendt hjem igen. Psykisk sygdom er et mere alvorligt
problem, hvor lille- og storehjernen ikke arbejder godt sammen. Det kan tage lang tid, før
skaden er helet. Psykiatrien tror, det er bolsjer, psykisk syge får, men det er det ikke!
Psykiatrisk medicin er stærke varer og slår som en hest sparker. Menneskets krop har
vanskeligt ved at modtage så store mængder af medicin. Igennem hele perioden har jeg
prøvet mange forskellige slags medicin. Vrangforestillinger, se syner, høre stemmer, tale
med det usynlige, gør den psykisk syge mere følsom over for det unaturlige og usynlige
i denne verden. Får man en stor mængde medicin, bliver sygdommen forværret mindst
25 gange. Stiger man med mindste dosis medicin, mærkes det næsten ikke. Sygdommen
forværres heller ikke, for psykisk sygdom tager tid. Psykisk syg er ikke noget man kan
klare på 14 dage. Det tager måneder at blive rask igen, når det er gået galt, med den
diagnose jeg har.