Opdateret d. 6/8-2019
Dette hellige evangelium som evangelisten Johannes skriver: (Joh. 3, 16 - 21)

Bøn:
Vor Far I Himmelen!
Tak fordi du elsker os så meget, at du sendte din elskede søn til jorden, for at frelse os
fra de magter, der gør os blinde og døve for kærligheden.
Han er verdens lys, og hvor han er, er der godt at være.
Hjælp os, så vi ikke flygter fra ham ind i mørket, men gerne kommer til ham og bliver
kærlige som han og ser, hvad vi kan gøre.
Amen.
Prædiken v/ marianne Florentine Kathrine Kock
Viborg Domkirke
2. Pinsedag 2015


Menneskene elskede mørket frem for lyset.

< I begyndelsen skabte Gud Himlen og jorden - og jorden var dengang øde og tomhed.

Øde og tomhed -Sådan begynder fortællingen i Bibelen.
Øde og tomhed - det var intetheden, det formår ord ikke at beskrive, det er der hvor mørket,
ondskaben og døden fødes.

Intetheden fyldte alt - der var intet - undtagen Gud - der var midt i Intetheden.
Gud blæste sin ånde ind i intetheden, og satte det på plads.
Gud sagde: Der skal være lys - og der blev lys.

Med Guds Ånd og vældige åndedrag der gik ud over verden, foldede skabelsen sig ud, foldede
sig ud i skønhed og overflod. Som det også sker for øjnene af os netop i denne tid.

Hvor er dine værker mange, Herre!
Du skabte dem alle med visdom,
Jorden er fyldt af dit skaberværk.

Guds vældige ord - satte intetheden på plads, og der blev skabt et sted hvor livet kunne
være.

Efter at Gud havde skabt denne plads til menneskene, overgav Gud sit ord til dem, og nu var
det menneskenes opgave at holdet rummet åben ved at lade Guds ord lyde mellem sig.

Men menneskene glemte hvem Gud var, hvem de selv var og de glemte deres opgave.
Hver især fik de nok i deres eget - og langsomt blev livets åbning smallere og smallere.
For menneskene elskede mørket mere end lyset, fordi deres gerninger var onde. Intetheden fik
stadig mere

magt, for hvert eneste menneske ville blot have så meget som muligt af livet til sig selv.
Gud ord var begyndt med lys - Lyset var kommet til verden - sammen med det kom håbet,
glæden, kærligheden - det var det der holdt intetheden stænget.
Men menneskene glemte disse ord, og sagde i stedet jeg vil ha´, jeg kræver, må jeg så få
plads.

Langsomt snævrede pladsen til - kampen blev værre og værre mellem menneskene.

Det er ikke holdt op endnu - vi mennesker kan stadig gøre livet stort, smukt og glædeligt -
og vi kan gøre livet smalt, trangt.

Vi ved det godt - vi ved godt hvordan livet er når livet er stort, der hvor der er højt til
loftet, og vi kan ånde dybt og lykkeligt ned i vore lunger.

Alle har det håb til dig, at du giver dem føde i rette tid;
Du åbner din hånd og de mættes med gode gaver;

Når vi kan slå ud med armene i glæde, i taknemmelighed, er vi som et overflødighedshorn - jo
mere der kommer ud af os, jo mere er der at dele ud af.

Vi kender også til at intetheden får magten - og livet bliver snævert, småt, gråt og
ligegyldigt.

du skjuler dit ansigt, og de forfærdes.

Der hvor vi ikke under hinanden noget.
Der hvor vi kroger os ind i os selv.
I angst for ikke at få nok, klamrer vi os begærligt til det vi har.
Skinsygt ser vi på de andres glæde, håb og tro - som om der går noget fra os.
Der bliver livet ganske lille.
Jo der bliver koldt. Vi kender godt til at Intetheden har magten.

Det smertede Gud dybt, at se at menneskene ikke magtede at holde Intetheden stangen.
Gud havde ellers givet os ordet - sit eget ord,
Du sender din Ånd og der skabes liv, du gør jorden ny.

Så længe vi holdt Guds ord lyst og levende imellem os, så kunne intetheden på ingen måde
tage mere rum end Gud selv havde givet det.

Men vi kunne ikke - vi kunne ikke holde lyset oppe.

Så Gud besluttede sig for at sende et lys der var så stærkt at end ikke mørket, ondskaben og
døden kunne få bugt med det.


Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver som tror på ham, ikke
skal fortabes, men have evigt liv.

I dag berøres vi af dette lys, lyset som mørket ikke kan få bugt med, selv om mørket gør
hvad det kan.
Jesus Kristus står imellem et hvert menneske og mørket - den gave har vi fået i dåben, og i
dag bekræftes vi i, at vi hører til i dette lys.

Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved
ham.
Den der tror på ham, dømmes ikke, den der ikke tror er allerede dømt.

Gud sendte frelse ind i verden, den verden der ofte søgte mørket mere end lyset.
Men der er altså frelse men også dom i verden. Ligesom der også er lys og mørke, kærlighed
og had, liv og død.
Vi mærker det i verden, i vores eget liv, i vores eget sind.
Hvis vi ikke vil vedkende os det bedrager vi os selv.

Der er altså dom i verden - der ligger en dom også over dit om mit liv - sådan er det.

Men Gud vil ikke dommen, hvis det var det Gud ville havde han ikke behøvet at sende sin søn,
der er nok at dømme os på.
Mordet på Jesus fra Nasereth var ikke nødvendigt for at få os ind under dommen.

Men Gud ville ikke dommen, han ville frelsen - menneskets frelse - derfor var han nød til at
sende sin søn - og han var også villig til det.

Hvorfra kommer dommen da? Den kommer fra os selv. Vi har dømt os selv fordi vi elsker mørket
mere end lyset.
Vi har det alle sådan. Vi kan godt beslutte os for at nu skal det blive anderledes, nu vil
vi søge lyset, det gode, kærligheden, men den der af hjertet virkeligt har prøvet på det,
ved også at mørket altid lurer lige om hjørnet.
Vi skal altid huske på at dommen ligger i os selv, og aldrig er Guds ønske.
Og derfor sendte Gud en magt, ind i sin verden, en magt der er større end alt andet.

Han sendte ikke teknisk bistand til vor underudviklede verden -
englen Gabriel og et hold eksperter med deres know haw.
Han traf ingen fordelagtige eksportaftaler og tilbød ingen langtløbende statslån.
Han sendte ikke englenes aflagte tøj eller mad fra deres overskudslagre.

Han kom selv!

Han sultede i ørkenen.Han hang nøgen på korset.
Ved at lide med os blev han vor glæde.

Han kom selv. Han er ikke en magt der med vold og magt, tager al magt til sig. Lige nu er
verden fyldt af sådanne mennesker.

Han har al magt, men han tvinger os ikke. Vi må selv vælge at følge ham fra mørket og ud i
lyset. Ud af vores eget mørke.

Han er kærligheden der igen skaber rum, og lys og liv til menneskene og giver mennesker
styrke til at bekæmpe intetheden .

Vi må altid leve med at Intetheden er om os, men Gud har svøbt hver eneste af os ind i sin
kærlighed.

Det var den kraft som apostelen Peter så springe ud af denne unge hedninge menighed - de
fyldtes af Guds Helligånd.

Guds kraft er her hos os, når vi åbner os, vil Gud give sig til kende hos os, og vi vil
erfare at Gud går med på alle vore veje.

En kvinde skrev:
Jeg skreg på Gud , men fandt ham ikke
Jeg græd og tiggede og hjælp,
Men da jeg gik tilbage blev jeg pludselig grebet i skulderen - jeg er her - og Gud var gået
med mig hjem.

Gud giver os visdom, håb, glæde, mod, styrke til at bekæmpe intetheden - både den der er
uden om os - den der sniger sig ind i os.
Det er selve livets formål og glæde at være i denne kamp.

Vi træder, i dag igen, ind i kampen.
Men Gud har ikke sat os våbenløse ind i kampen.
Han kom selv.
Han står selv ved deres side.
Han udruster os med hele sin kraft.

Hvorfor er vi så altid så urolige og bekymrede?
Gud elsker verden, Gud elsker os - og satte sig selv ind i vores sted - ved at lide med os
blev han vor glæde.

vær ikke bekymrede

Gå ind under denne magt, den største magt i universet, tag imod den - bliv i hjertet
Guds
børn, og gå ind i hans tjeneste.
Amen.



Prædiken v/ Frede
Møller, Ans
3 s i fasten. 8.marts 2015.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten

Lukas:
Engang var Jesus ved at uddrive en dæmon,
som var stum. Da dæmonen var faret ud, begyndte
den stumme at tale, og folkeskarerne undrede sig.
Men nogle af dem sagde: »Det er ved dæmonernes
fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne.«
Andre ville sætte ham på prøve og krævede et tegn
fra himlen af ham. Men da Jesus kendte deres
tanker, sagde han til dem: »Ethvert rige i splid med
sig selv lægges øde, og hus falder over hus. Hvis nu
også Satan er kommet i splid med sig selv, hvordan
kan hans rige så bestå? I siger jo, at jeg uddriver
dæmonerne ved Beelzebul. Men hvis jeg driver
dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver
jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres
dommere. Men hvis det er ved Guds finger, at jeg
driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til
jer. Når en stærk mand fuldt bevæbnet vogter sin
gård, kan hans ejendele være i fred. Men kommer
der en, der er stærkere, og overvinder ham, tager
han straks alle de våben, som den anden havde sat
sin lid til, og fordeler byttet. Den,der ikke er med
mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig,
spreder. Når den urene ånd er drevet ud af et
menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile,
men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil vende
tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når
den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går
den ud og tager syv andre ånder med, værre end
den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det
sidste bliver værre for det menneske end det første.«
Mens han sagde det, var der en kvinde i skaren,der
råbte: »Saligt er det moderliv, som bar dig, og de
bryster, du diede!« Men han svarede: »Javist! Salige
er de, som hører Guds ord og bevarer det!«
Luk 11,14-28

Kære Gud, vi beder dig om at tale dit ord til os nu
ved din hellige Ånd, så vi må se den magt, som
overgår det onde, og sige ja til at følge dig i liv og i
død. Amen.

”Men hvis det er ved Guds finger, at jeg driver
dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer”,
siger Jesus, og udtrykket ”Guds finger” kan ikke
andet end skabe associationer.
Hvem kender ikke Michelangelos berømte motiv,
hvor man ser Guds finger røre ved Adam? Hvis man
googler udtrykket ”Guds finger”, er det
Michelangelos billede, som straks dukker op på
skærmen,og i tilgift får man denne kommentar:
”Maleren har gengivet det øjeblik, hvor Gud lige har
sluppet Adams finger, efter at have vakt ham til live
ved at overføre guddomsgnisten til ham”.
Se,dermed står vi jo over for det, som er kernen i
selve skabelsen. Uanset om man nu tror på det ene
eller det andet i den sammenhæng, så er det jo
givet, at der står en højere magt bagved,en magt,
som vil, at ”gnisten” skal blive til og blive overført. I
det øjeblikGuds finger rører ved det døde ler, han
selv har formet, ja, da bliver Adam forvandlet til et
levende menneske, og det samme er tilfældet, da
Gud tager et ribben og skaber den første kvinde.
Det er Guds finger, som er på spil. Guds finger
former og danner hele naturen med alt, hvad den
rummer af skønt og herligt, og Guds finger former
og danner de første mennesker.
Siden var der en anden finger, som kom ind i
billedet.
Allerede på Bibelens første blade kan vi læse om
fjenden, der forklædt som slange har held til at
lokke menneskeheden på afveje. ”Mon Gud har
sagt?”, lyder det nu, og ikke alene sættes der nu
spørgsmålstegn ved Guds ord. Der sættes
spørgsmålstegn ved Guds væsen i det hele taget. Jo,
for nu tegnes der nemlig et billede af en Gud, der
klamrer sig til kongetronen, og som ikke på nogen
måde vil dele sin herlighed med andre, og fristelsen
til at række ud for at tage den forbudte frugt bliver
dermed uimodståelig.
Resultatet er en verden, som er besat af det onde og
den onde. Det er den virkelighed, vi befinder os i.
Jesus bruger billedet af en stærk mand, der fuldt
bevæbnet vogter sin gård, og så længe han gør det,
kan hans ejendele være i fred. Uvilkårligt kommer
man til at tænke på diverse tyranner, som i tidens
løb har gemt sig bag tykke mure, så de på den
måde kunne være i fred for de kræfter, som var
imod dem. Hitler havde sådan et sted i de østrigske
alper, Ørnereden ved Berchtesgaden. Saddam
Hussein var tilsvarende ganske vanskelig at få ram
på. Skulle nogen have laner om at ramme lederen
af Nordkorea eller Rusland, ja, så vil det på samme
måde være en ganske krævende opgave. For så
længe den stærke mand er stærk, og så længe han
er fuldt bevæbnet og vogter sin gård, er det svært at
få ram på ham, og de, der forsøger, selvom det kun
er med ord, kan så kort tid efter ligge lit de parade,
samtidig med at tyrannen har travlt med at vaske
sine hænder....
Men evangeliet er, at Guds finger igen er på spil, i og
med at Jesus går omkring på denne jord og gør sine
gerninger!
Det er det, vi skal sætte en tyk streg under i dag.
Vi kan nok på så mange måder synes, at vi lever i
en tid, hvor det hele mere og mere kører af sporet.
Det gør det på verdensplan, hvor krig og ufred mere
og mere tegner billedet.
Når bevægelser som ISIS og Boko Haram florerer,
så tusindvis af mennesker bliver slået ihjel, ja, så
vidner det jo om, hvilken uhyggelig magt det onde
er.
Når vi her til lands oplever, hvordan mennesker
mere og mere blæser på, hvad Gud vil, og hvad Gud
har sagt, ja, så peger det i samme retning. Et
samfund, som årligt dræber tusindvis af ufødte
børn, og som velsagtens om føje tid indfører
dødshjælp, ligesom vi har givet grønt lys for vielse af
homofile og nu gør det samme med hensyn til
”juridisk kønsskifte”, som det så smukt hedder,
jamen, det er jo i den grad vidnesbyrd om en
verden, der mere og mere ligner Sodoma og
Gomorra, og som mere og mere er et hus,som er
fejet og prydet, men tømt for ånd og liv.
Det kan godt få én til at bøje hovedet og opgive,
fordi det hele ser så håbløst og bundløst ud! Men for
den, der har øjne at se med og ører at høre med,er
det anderledes.Jo, for når Jesus taler om ”en, der
er stærkere”, ja, så peger han med de ord på det,
som er sket, da han selv kom til denne verden. Han
er den, som er stærkere end den stærke, og som ved
sit komme sætter Den Onde stolen for døren, så
han på den måde mister sin magt. Det er det, som
er det kristne budskab, og som vi må klynge os til,
også selvom alt peger i den stik modsatte retning.
Vi skal nemlig ikke glemme, at der er noget, der
hedder ”de sidste tider”, og vi skal ikke glemme, at
for hver gang klokken går en time eller fem
minutter, ja, så er vi kommet en time eller fem
minutter nærmere den dag, hvor den endelige
afgørelse sker. Det er der ganske vist mange, som
ikke tror på i vor tid, men det får så være. Det er
dog endnu ikke sådan, at man med sin tro kan
ændre sandheden til det stik modsatte.
Jesus har selv sagt, at der vil komme en tid, hvor
det bliver sværere og sværere at være kristen.
Sløvhed og ligegyldighed vil præge billedet mere og
mere. Forfølgelse af de kristne vil tage til, sådan
som vi netop oplever det i vor tid. Et sted siger han
direkte, at det er spørgsmålet, om Menneskesønnen
overhovedet vil finde troen, når han en dag kommer
tilbage. Det gør han nemlig–altså kommer igen! Og
det kan være, det sker i morgen eller om fjorten
dage eller ti år. Én ting er i hvert fald givet:
Tidspunktet er nærmere nu end nogensinde før.
Jesus har også forudsagt, at i de sidste tider vil der
være onde, destruktive kræfter på spil som aldrig
før, og jeg tror,det er det, vi oplever i vor tid. Vi kan
godt lukke øjne for det eller ryste på hovedet og
sige, at det er en værre omgang
dommedagsprædiken, men ikke desto mindre skal
det nu nok vise sig at være sandt. Mere og mere vil
vort samfund, ja,hele den verden blive præget af
modstand mod den kristne tro, og mere og mere vil
vort samfund og også vor kirke blive præget af
modvilje mod det, som står skrevet, og som dermed
er Guds vilje, når det gælder os mennesker. Mere og
mere vil det derfor også gå sådan, at vi selv stille og
roligt bliver præget af disse kræfter, så vi uvilkårligt
glider med mod afgrunden. Mere og mere vil vor
kirke ligne et stort, tomt hus, som godt nok er fejet
og prydet, men som er så buldrende tomt, så det er
oplagt, at syv værre ånder kan flytte ind, så det
sidste bliver værre end det første.
Ja, det er dystre toner, og hvor er det godt, at vi
ikke skal sætte punktum her og bare konstatere, at
sådan er det nu engang.
Vi tror sandelig på ham, som er større og stærkere
end det onde!
Og dermed tror vi jo på, at bare vi mennesker lader
hans ord få lov til at trænge ind, ja, så må
ondskabens åndemagter vige pladsen, fordi han
trods alt er den, der er stærkere, og hans magt
trods alt er større end det ondes magt.
”Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster,
du diede!” lød det, da Jesus den dag havde talt til
folkeskaren. Der var en kvinde i folkeskaren, som
blev så begejstret, så hun ikke kunne tie stille med
det. ”Javist!” svarer Jesus, og dermed giver han jo
kvinden ret. Vist var Jomfru Maria salig. Ikke bare
fordi hun blev mor til Guds egen søn, men først og
fremmest fordi hun var et menneske, der var
indstillet på at høre Guds ord og bevare det. Det er
jo det, vi gang på gang får at vide om denne kvinde,
at hun gemte ordene i sit hjerte og grundede over
dem.
Det er den vej, du og jeg også må gå, hvis det skal
siges om os, at vi er salige!
Der er så uendelig meget, som i vor tid trækker i
den gale retning. Det ser vi i hele verden, i vort

land, i vor kirke, og forhåbentlig kender vi os selv så
godt, så vi også ser det i vort eget liv. Jo, det kører
så uendelig let af sporet for os, og de, der tror, at
det nok skal gå alt sammen, og at vi til syvende og
sidst nok bliver frelst alle sammen, de gør klogt i at
lægge mærke til, at ingen har i den grad advaret
mod fortabelsen som vor Herre Jesus!
Men for den, der hører Guds ord og bevarer det, er
det anderledes.
Da ser jeg Guds finger i skaberværket, sådan som
det om føje tid udfolder sig, når det rigtig bliver
forår.
Jeg ser Guds finger, når mand og kvinde forelsker
sig, gifter sig og bliver forenet i det hellige ægteskab.
”Et kunstværk af Guds finger”, som Grundtvig
kalder det.
Jeg ser Guds finger, mår et lille barn bliver født til
verden som frugten af mands og kvindes kærlighed.
Jeg ser Guds finger, når selv gudløse læger og
sygeplejersker gør deres gerning, så syge mennesker
bliver raske. Aldrig skal jeg glemme, da jeg for
mange år siden besøgte en syg kollega på
sygehuset, hvor han lå for døden. Mens jeg var der,
pegede den dødssyge mand på læger, sygeplejersker
og sygehjælpere og sagde: ”Ved du, hvad det er? Det
er Guds finger!”
Han har jo ret.
Det er Guds finger, når mennesker bliver raske,
uanset om det sker på et sygehus eller ved et
direkte under.
Og fremfor alt ser jeg Guds finger, da Gud sender
sin søn til denne verden for at frelse.
Jeg ser Guds finger i dåben og i nadveren.
”Gudsfingrene grande slog kors for din pande.”
Og en dag skal jeg se Guds finger, når han kommer
på himlens skyer for at genoprette alt og knuse det
ondes magt for bestandig.
Jo, ”salige er de, som hører Guds ord og bevarer
det”.
De har nemlig noget, som end ikke døden kan tage
fra dem. Amen

5. søndag efter trinitatis 2019 – Højmesse i Viborg Domkirke.

Præludium

Indgangsbøn

Salme: 743 – Nu rinder solen op

Herren være med jer:
(Menighedens svar)
Lad os alle bede:
Herre, Jesus Kristus!
Når du kalder os til at lægge ud på dybet, og forkynde dit rige blandt
mennesker,
vil noget i os gerne følge dig
og noget vil helst være fri.
Giv os derfor at høre dit ord stærkt og klart,
så vi ikke forkynder vor egen frygtsomhed, men taler og handler på dit ord, der
står som en urokkelig klippe.
Herre, uden dig kan vi intet gøre, men når du går med os, da skal verden se, at
du er søn af den levende Gud, og at det rige du bygger, består fra evighed til
evighed.



Denne Hellige lektie skriver Profeten Esajas:

Salme: 318 – Stiftet Guds søn

Epistlen skriver apostlen Peter i sit første brev:

Lad os bekende vor kristne tro:


Salme: 147 – Der sad en fisker v. 1 – 6

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Bøn: Jesus når du kalder på os så giv os lyst til at følge dig og se, hvad du har givet
os, og hvor du vil føre os hen.
Hjælp os til at tro på, at du altid giver meget mere, en du kræver. Amen
Disciplene forlod alt – det var ikke noget de gjorde efter lang tids overvejelse, det
var simpelthen noget de ikke kunne lade være med. Der har for dem ikke været noget
valg.
De blev grebet at Jesu person, hans liv og forkyndelse. De så, at det nu var det eneste
der havde betydning.
Det blev livet for dem – til et liv der var mere end at eksistere.

Fangsten – alle de fisk – fortæller om det liv de levede, et liv hvor mad ikke var en
selvfølge, men en evig kamp for det daglige brød.
Derfor blev dette overflod af fisk et under for dem.

Ville det være et under for os, med fyldte varehuse? næppe!
Men det fortæller om et hårdt liv, hvor livet alene var at skaffe det der skulle b
ruges for at overleve.
I deres liv var der ikke plads til drømme, til store tanker, til mere end det
nødvendige, men pludselig oplevede de ved Jesu ord og handlinger at der var mere,
meget mere at få i livet.

Og Peter blev skræmt, over det mere.

For det gik pludselig op for ham, at den der kunne se ned i dybet og ser fiskenes
usynlige veje, og kalde fisk til sig der hvor der ingen fisk var, for det menneske ville
det kun være en ringe ting at se ind i Peters sind og se hvad Peter virkeligt indeholdt.

Peter oplevede at være gen¬nemlyst, gennemskuet og vide at han ikke kunne værge sig
imod det.

Men Jesus siger Frygt ikke!

Hvis nu underet skulle ramme os, så ville det måske netop være det omvendte ved
Jesus der ville åbne ind til vores sind, nemlig at vi ville sidde ikke i bjerge af fisk,
men bjerge af det som vi selv har anskaffet os, og så pludselig at opleve at vi har ikke
brug for alt det der.
At Jesus stod der og talte livets ord, at der er en verden der er større end det vi e
jer og den status vi har. At alt det vi har købt og ejet ikke giver os livet og friheden og
glæden, men måske snarere er i gang med at fratage os glæden, friheden og livet.

Måske er det det ubekymrede der er omkring Jesus, der skal være vores
omvendelse.
Frygt ikke!

Livet er meget mere, kom til mig alle I der er trætte og bærer tunge byrder og jeg vil
give jer hvile – eller hans ord om at se på himlens fugle og liljerne på marken.

At det Jesus bærer til os, er muligheden for en anden frigørelse, for en ny askese –
en ny begyndelse.

Askese er ikke – livsfornægtende, at hade alt i verden.

Det er ikke at gå i sæk og aske og fravælge alt sødt og godt i livet.

Det gjorde Jesus heller ikke, han spiste, han festede – han satte sig til bords hos den
fattige og hos den rige.

Så det vi ejer og har er ikke ondt i sig selv, det bare ting, men det onde i det vi ejer,
er når det er ved at kvæle os, når livsglæden går i stykker, og vi begynder at bilde os
ind at selve det at eje er glæden ved livet.

Ny askese er at sætter grænser for det unødvendige – så vi kan prioritere det der
er nødvendigt. Vi skal stoppe op – koncentrere os om det nødvendige og det vigtigste i
vort liv.

Hvis vi skal overveje hvad der er vigtigt for hver enkelt af os, så er det noget vi
hver enkelt skal gøre. Vi skal kun kikke ind ad.

Vi skal aldrig se på de andre, vi skal aldrig pege fingre af de andre, der gør andre valg
end os.

Det var jo ikke sådan at de mennesker på standen der ikke fulgte Jesus ved at
forlade alt, at dem ville han ikke have med at gøre. Han talte jo netop til dem på
standen, han brugte tid på at sidde på båden og tale.

Og sådan talte han jo til mennesker overalt.

Og vi ved også at han havde hjem han besøgte når han kom rundt, mennesker der
blev i deres hjem, og som modtog ham når hans vej faldt denne vej. De mest kendte er
Maria, Martha og deres bror Lazarus.

Men der er jo også den der stille oven salen til rådighed, den sal hvor han havde sin
sidste nadver. Og vi ved også at Jesus opholdt i lange perioder i Kapernaums, enten i sit
eget hus, eller hos nogen der boede der.

Altså alle skal ikke alt for at følge Jesus.

Derfor er det heller ikke det samme der renses ud hos os alle, og vi skal huske at
den udrensning kun skal ske der hvor det tynger os.

Vi skal overhovedet ikke overveje at rense ud, hvis vi ser rundt – og alt hvad vi ser er til
glæde – ting er kun ting.

Men der hvor vores liv ikke blomstrer, der skal vi overveje om det, at følge Jesus
ikke kan blive en rettesnor for os om hvad der er vigtigt, og hvad der er unødvendigt.

Vi må aldrig blive som veganer partiet hvor folk står og råber af andre fordi de
gør andre valg, vi skal hver især åbne os for hvad der ødelægger vores liv, og så skal
vi overbevise hinanden med kærlige ord og kærlige handlinger.

Vi ved det jo selv, at der hvor andre fortæller med begejstring og glæde om noget der
betyder noget for dem, der åbner vi os ligesom en blomst, og spørger os selv – var det
også noget for mig.

Der er ikke en der opgiver at spise kød ved at blive råbt af – hvis det er det veganerne
gerne vil have – så er det netop at vi forhærder os og råber tilbage – ”jeg elsker bacon”.

Hvad var det der var vigtigst for Jesus – altid – mennesker – at give mennesker
Guds kærlighed tilbage. Til alle de mennesker der troede de var udenfor Guds
kærlighed.

Alle os der har sat bomme ned og der skulle holde Guds kærlighed borte fra andre
mennesker.

Har vi brug for Guds kærlighed, åh ja – tænk på hvor lidt lykkelige vi er selv om de
fleste har alt hvad hjertet kan begære og lidt til.

Mennesker i dag er utilfredse med deres liv, deres krop, deres muligheder, vi elsker
ikke os selv – mange af os – og derfor polstrer vi os måske. Mange, mange unge mænd
og kvinder er ikke tilfredse med dem selv, og mange mennesker er stressede over de
krav de synes de skal leve op til – enten krav fra andre eller indbildte krav fra dem selv.

Stop op, og vip det ud af livet som er ligegyldigt, og som ikke giver glæde.

Stop op, og overvej de tre ting i livet som er allervigtigst.

Stop op og erkend at vi mennesker ikke skal bære verden.

Men at vi har fået en opgave, et kald. Hvad for en opgave? Vi kommer til hvad det er
for en opgave!

Men det er en opgave der begynder nu – en opgave som vi aldrig får ført til ende,
men som vi alligevel skal sætte al vor glæde, al vor overskud ind på at løse indtil den
dag vi ikke er her mere.

Peter fik et kald - en opgave – en opgave der begyndte der på standen lige uden for
Peters hjem, og som varede indtil han udåndede i sit liv. Han skulle viderebringe Jesu
ord og liv. Guds kærlighed til mennesker.

Et kald – en opgave er at arbejde på et mandat der er givet én udefra – givet én

fra noget der er større end en selv.
Det er at vide, at man er der hvor man skal være.
Et sådan kald en sådan opgave giver os glæde og ro i livet – giver en mening der er
større end lykke eller ulykke.

Hver eneste af os har fået en opgave – den begynder der hvor vi hver især lever… - Den er ikke svær.
- Den er ikke indviklet.
- Det kan godt være at den ikke bliver gloværdig, men det er den der skal gøres fra nu
af og indtil vi udånder.

Vi behøver ikke at lede efter opgaver, eller noget særligt stort og ophøjet som jeg
vil lægge mine kræfter ind i.
Vi skal tage de opgaver der sendes til os, og så skal vi gøre det så godt som vi kan. Vi
skal altid gøre det så godt vi kan, og så hvile i det, og det er lige meget om vi vasker
et gulv eller vi forhandler om verdens freden.
For hvis vi hver gang giver det bedste vi har, så beholder livet sin spændstighed, og
det gør også livet større for os selv.


Hvad opgaven er – den begynder med de tre ting der er vigtigst i dit liv. Og det ved vi
kun hver især.

Begynd der – drag omsorg for det, og så vil opgaverne blive skænket dig gennem livet.
Hvis du altid gør de 3 ting der er vigtigst – spå kommer du i mål.

Og når vi ser opgaven – når vi hører kaldet – så åbner verden sig på en ny måde –
for nu er livet aldrig meningsløst mere hvordan livet end bliver.
Vi behøver ikke daglig at tage stilling til om livet er meningsfyldt netop i dette
øjeblik – for meningen med livet er større end vores lille liv.
Vi skal derimod gå ind i livet – og leve livet - det meningsfyldte liv der er givet mig
med de mennesker som jeg indgår sammen med.

Og når vi en dag bliver skrøbelig, og ikke synes at vi kan gøre det vi kunne før – så
kan vi bede for de mennesker som er vigtigst for os.

Jesus når du kalder på os så giv os lyst til at følge dig og se, hvad du har givet os,
og hvor du vil føre os hen.
Hjælp os til at tro på, at du altid giver meget mere, en du kræver

Amen.



5. søndag efter trinitatis 2019 – Højmesse i Viborg Domkirke.

Præludium

Indgangsbøn

Salme: 743 – Nu rinder solen op

Herren være med jer:
(Menighedens svar)
Lad os alle bede:
Herre, Jesus Kristus!
Når du kalder os til at lægge ud på dybet, og forkynde dit rige blandt
mennesker,
vil noget i os gerne følge dig
og noget vil helst være fri.
Giv os derfor at høre dit ord stærkt og klart,
så vi ikke forkynder vor egen frygtsomhed, men taler og handler på dit ord, der
står som en urokkelig klippe.
Herre, uden dig kan vi intet gøre, men når du går med os, da skal verden se, at
du er søn af den levende Gud, og at det rige du bygger, består fra evighed til
evighed.



Denne Hellige lektie skriver Profeten Esajas:

Salme: 318 – Stiftet Guds søn

Epistlen skriver apostlen Peter i sit første brev:

Lad os bekende vor kristne tro:


Salme: 147 – Der sad en fisker v. 1 – 6

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Bøn: Jesus når du kalder på os så giv os lyst til at følge dig og se, hvad du har givet
os, og hvor du vil føre os hen.
Hjælp os til at tro på, at du altid giver meget mere, en du kræver. Amen
Disciplene forlod alt – det var ikke noget de gjorde efter lang tids overvejelse, det
var simpelthen noget de ikke kunne lade være med. Der har for dem ikke været noget
valg.
De blev grebet at Jesu person, hans liv og forkyndelse. De så, at det nu var det eneste
der havde betydning.
Det blev livet for dem – til et liv der var mere end at eksistere.

Fangsten – alle de fisk – fortæller om det liv de levede, et liv hvor mad ikke var en
selvfølge, men en evig kamp for det daglige brød.
Derfor blev dette overflod af fisk et under for dem.

Ville det være et under for os, med fyldte varehuse? næppe!
Men det fortæller om et hårdt liv, hvor livet alene var at skaffe det der skulle b
ruges for at overleve.
I deres liv var der ikke plads til drømme, til store tanker, til mere end det
nødvendige, men pludselig oplevede de ved Jesu ord og handlinger at der var mere,
meget mere at få i livet.

Og Peter blev skræmt, over det mere.

For det gik pludselig op for ham, at den der kunne se ned i dybet og ser fiskenes
usynlige veje, og kalde fisk til sig der hvor der ingen fisk var, for det menneske ville
det kun være en ringe ting at se ind i Peters sind og se hvad Peter virkeligt indeholdt.

Peter oplevede at være gen-nemlyst, gennemskuet og vide at han ikke kunne værge sig
imod det.

Men Jesus siger Frygt ikke!

Hvis nu underet skulle ramme os, så ville det måske netop være det omvendte ved
Jesus der ville åbne ind til vores sind, nemlig at vi ville sidde ikke i bjerge af fisk,
men bjerge af det som vi selv har anskaffet os, og så pludselig at opleve at vi har ikke
brug for alt det der.
At Jesus stod der og talte livets ord, at der er en verden der er større end det vi
jer og den status vi har. At alt det vi har købt og ejet ikke giver os livet og friheden og
glæden, men måske snarere er i gang med at fratage os glæden, friheden og livet.

Måske er det det ubekymrede der er omkring Jesus, der skal være vores
omvendelse.
Frygt ikke!

Livet er meget mere, kom til mig alle I der er trætte og bærer tunge byrder og jeg vil
give jer hvile – eller hans ord om at se på himlens fugle og liljerne på marken.

At det Jesus bærer til os, er muligheden for en anden frigørelse, for en ny askese –
en ny begyndelse.

Askese er ikke – livsfornægtende, at hade alt i verden.

Det er ikke at gå i sæk og aske og fravælge alt sødt og godt i livet.

Det gjorde Jesus heller ikke, han spiste, han festede – han satte sig til bords hos den
fattige og hos den rige.

Så det vi ejer og har er ikke ondt i sig selv, det bare ting, men det onde i det vi ejer,
er når det er ved at kvæle os, når livsglæden går i stykker, og vi begynder at bilde os
ind at selve det at eje er glæden ved livet.

Ny askese er at sætter grænser for det unødvendige – så vi kan prioritere det der
er nødvendigt. Vi skal stoppe op – koncentrere os om det nødvendige og det vigtigste i
vort liv.

Hvis vi skal overveje hvad der er vigtigt for hver enkelt af os, så er det noget vi
hver enkelt skal gøre. Vi skal kun kikke ind ad.

Vi skal aldrig se på de andre, vi skal aldrig pege fingre af de andre, der gør andre valg
end os.

Det var jo ikke sådan at de mennesker på standen der ikke fulgte Jesus ved at
forlade alt, at dem ville han ikke have med at gøre. Han talte jo netop til dem på
standen, han brugte tid på at sidde på båden og tale.

Og sådan talte han jo til mennesker overalt.

Og vi ved også at han havde hjem han besøgte når han kom rundt, mennesker der
blev i deres hjem, og som modtog ham når hans vej faldt denne vej. De mest kendte er
Maria, Martha og deres bror Lazarus.

Men der er jo også den der stille oven salen til rådighed, den sal hvor han havde sin
sidste nadver. Og vi ved også at Jesus opholdt i lange perioder i Kapernaums, enten i sit
eget hus, eller hos nogen der boede der.

Altså alle skal ikke alt for at følge Jesus.

Derfor er det heller ikke det samme der renses ud hos os alle, og vi skal huske at
den udrensning kun skal ske der hvor det tynger os.

Vi skal overhovedet ikke overveje at rense ud, hvis vi ser rundt – og alt hvad vi ser er til
glæde – ting er kun ting.

Men der hvor vores liv ikke blomstrer, der skal vi overveje om det, at følge Jesus
ikke kan blive en rettesnor for os om hvad der er vigtigt, og hvad der er unødvendigt.

Vi må aldrig blive som veganer partiet hvor folk står og råber af andre fordi de
gør andre valg, vi skal hver især åbne os for hvad der ødelægger vores liv, og så skal
vi overbevise hinanden med kærlige ord og kærlige handlinger.

Vi ved det jo selv, at der hvor andre fortæller med begejstring og glæde om noget der
betyder noget for dem, der åbner vi os ligesom en blomst, og spørger os selv – var det
også noget for mig.

Der er ikke en der opgiver at spise kød ved at blive råbt af – hvis det er det veganerne
gerne vil have – så er det netop at vi forhærder os og råber tilbage – ”jeg elsker bacon”.

Hvad var det der var vigtigst for Jesus – altid – mennesker – at give mennesker
Guds kærlighed tilbage. Til alle de mennesker der troede de var udenfor Guds
kærlighed.

Alle os der har sat bomme ned og der skulle holde Guds kærlighed borte fra andre
mennesker.

Har vi brug for Guds kærlighed, åh ja – tænk på hvor lidt lykkelige vi er selv om de
fleste har alt hvad hjertet kan begære og lidt til.

Mennesker i dag er utilfredse med deres liv, deres krop, deres muligheder, vi elsker
ikke os selv – mange af os – og derfor polstrer vi os måske. Mange, mange unge mænd
og kvinder er ikke tilfredse med dem selv, og mange mennesker er stressede over de
krav de synes de skal leve op til – enten krav fra andre eller indbildte krav fra dem selv.

Stop op, og vip det ud af livet som er ligegyldigt, og som ikke giver glæde.

Stop op, og overvej de tre ting i livet som er allervigtigst.

Stop op og erkend at vi mennesker ikke skal bære verden.

Men at vi har fået en opgave, et kald. Hvad for en opgave? Vi kommer til hvad det er
for en opgave!

Men det er en opgave der begynder nu – en opgave som vi aldrig får ført til ende,
men som vi alligevel skal sætte al vor glæde, al vor overskud ind på at løse indtil den
dag vi ikke er her mere.

Peter fik et kald - en opgave – en opgave der begyndte der på standen lige uden for
Peters hjem, og som varede indtil han udåndede i sit liv. Han skulle viderebringe Jesu
ord og liv. Guds kærlighed til mennesker.

Et kald – en opgave er at arbejde på et mandat der er givet én udefra – givet én
fra noget der er større end en selv.
Det er at vide, at man er der hvor man skal være.
Et sådan kald en sådan opgave giver os glæde og ro i livet – giver en mening der er
større end lykke eller ulykke.

Hver eneste af os har fået en opgave – den begynder der hvor vi hver især lever…
- Den er ikke svær.
- Den er ikke indviklet.
- Det kan godt være at den ikke bliver gloværdig, men det er den der skal gøres fra nu
af og indtil vi udånder.

Vi behøver ikke at lede efter opgaver, eller noget særligt stort og ophøjet som jeg
vil lægge mine kræfter ind i.
Vi skal tage de opgaver der sendes til os, og så skal vi gøre det så godt som vi kan. Vi
skal altid gøre det så godt vi kan, og så hvile i det, og det er lige meget om vi vasker
et gulv eller vi forhandler om verdens freden.
For hvis vi hver gang giver det bedste vi har, så beholder livet sin spændstighed, og
det gør også livet større for os selv.


Hvad opgaven er – den begynder med de tre ting der er vigtigst i dit liv. Og det ved vi kun hver især.

Begynd der – drag omsorg for det, og så vil opgaverne blive skænket dig gennem livet.
Hvis du altid gør de 3 ting der er vigtigst – spå kommer du i mål.

Og når vi ser opgaven – når vi hører kaldet – så åbner verden sig på en ny måde –
for nu er livet aldrig meningsløst mere hvordan livet end bliver
.
Vi behøver ikke daglig at tage stilling til om livet er meningsfyldt netop i dette
øjeblik – for meningen med livet er større end vores lille liv.
Vi skal derimod gå ind i livet – og leve livet - det meningsfyldte liv der er givet mig
med de mennesker som jeg indgår sammen med.

Og når vi en dag bliver skrøbelig, og ikke synes at vi kan gøre det vi kunne før – så
kan vi bede for de mennesker som er vigtigst for os.

Jesus når du kalder på os så giv os lyst til at følge dig og se, hvad du har givet os,
og hvor du vil føre os hen.
Hjælp os til at tro på, at du altid giver meget mere, en du kræver



Amen.