Opdateret d. 29/10 - 2021

 

Vel mødt til gudstjeneste i Glyngøre kirke på 21. søndag
efter Trinitatis.

Et hovedtema i gudstjenesten i dag er troen.
Indledning til 2 Kong 5,1-5.9-15:
Nu skal vi lytte til beretningen om hærføreren Na’aman,
der var spedalsk. Efter råd fra en lille israelsk pige rejste
han over til profeten Elisa i Israel for at blive helbredt,
og hvad skete der så?
Indledning til Ef 6,10-17:
Her er Paulus inde på, at efeserne som troende
mennesker er i kamp. Men det er ikke kamp mod ’kød
og blod’ (dvs. mod andre mennesker). Det er en åndelig
kamp mod de stærke åndemagter. Og hvordan skal den
kamp så kæmpes?
Meddelelser:
Se bogen.

Prædiken til 21. s. e. Trinitatis d. 24. oktober 2021 kl.
10.45 i Glyngøre kirke.

Kollekt: Lissner i Kollekter, s. 140.
Tekst: 2. Kong 5,1-5.9-15 + Ef 6,10-17 + Joh 4,46-53
Salmer: 736 580 337/582 476+474 631
Tema: Manden troede Jesus på hans ord og gik.
Indledning. Er det virkelighed?
Hvad er det for nogle beretninger, vi har hørt i dag. Det
virker, som om de er lidt langt væk fra vores
virkelighed. Først læste jeg beretningen om den
aramæiske hærfører, Na’aman, der blev helbredt for sin
spedalskhed. Så læste jeg fra efeserbrevet om kampen
mod ondskabens åndemagter. Beretningen jeg lige har
læst, handlede om en dreng, der blev helbredt af Jesus.
Han var døden nær, men Jesus gjorde ham rask.
Vi har hørt om 2 helbredelser og om en kamp mod onde
åndelige magter. Hvad skal vi med det? For vi synes
ikke, at det har noget med vores virkelighed i Danmark i
dag at gøre.

Er Jesus i dag ikke også selv inde på, at vi ikke skal
kræve tegn for at kunne tro. Sker der i det hele taget
undere i dag? Lad mig indledningsvis sige. det kan godt
være, at helbredelser og kampen mod onde åndelige
magter ikke rigtig fylder noget her i Danmark, men det
gør den til gengæld feks. i Etiopien, hvor jeg har boet og
arbejdet i omkring 12 år. Men hvorfor fylder så der og
ikke her hos os, kunne man spørge. Det har jeg ikke et
endeligt svar på, men en del af et svar kunne være.
Mange mennesker i Etiopien har helt konkret har levet
under onde magters indflydelse. Den indflydelse har
Jesus befriet dem fra.
1. Helbredelsen af drengen i Kapernaum.
Men lad os nu prøve at leve os ind i beretningen om
drengen i Kapernaum, der blev gjort rask. Drengen var
altså syg, ja han var så syg, så hans far, der var kongelig
embedsmand troede, at hans dreng skulle dø. Men da
han hørte, at Jesus var kommet tilbage til Kana, til byen,
hvor han havde gjort vand til vin, tog faderen af sted til
Kana og fandt Jesus. Han sagde til ham:
Kom med ned til Kapernaum, og gør min søn rask, for
han er ved at dø.
Jeg tænker, at vi synes, at det var et mærkeligt svar Jesus
gav: I tror kun på mig, hvis I får tegn og mirakler at se.”

Men sådan sagde Jesus, fordi han aldrig gjorde et tegn
eller udførte et mirakel på kommando. Hvis folk
krævede, at Jesus skulle gøre et tegn for at vise, hvem
han var, så gjorde han det ikke. Hvis folk sagde: Gør et
tegn, så vil vi tro på dig, så gjorde Jesus ikke et tegn. For
sådan fungerer troen ikke.
Men embedsmanden var ikke kommet til Jesus for at
kræve et tegn af ham. Han var kommet for at få hjælp til
sin søn, så derfor sagde han til Jesus: Herre kom nu med
mig, før min søn dør.” Embedsmanden gjorde det som et
menneske altid kan. Klagede sin nød til Jesus. Han
vidste ikke, hvad han ellers skulle. Hans sidste chance
var at søge hjælp hos Jesus. Det ser Jesus, og derfor
sagde Jesus:
Gå bare hjem, din søn lever.
Manden ville haft Jesus med sig hjem, men Jesus sagde
bare: Gå hjem, din søn lever.
Og faderen handlede på det, Jesus havde sagt. Der står i
beretningen:
Manden troede på, hvad Jesus sagde og tog hjem.
Sådan er med tro og handling. De hører sammen. Fordi
faderen troede på det, Jesus havde sagt, begyndte han at
gå hjem. Det vi gør, udspringer af, hvad vi tror på.
Manden troede på det, Jesus havde sagt. Derfor gik han.

Og så oplevede han, allerede inden han nåede hjem at
blive mødt af sine slaver, som fortalte: Drengen er rask.
Han spurgte dem så: Hvornår begyndte han at få det
bedre? De svarede: I går ved den syvende time forlod
feberen ham. Da forstod faderen, at det var sket lige
nøjagtig på det tidspunkt, hvor Jesus havde Jesus sagt:
Din søn lever.
Som sagt. Han var taget hjem i tro på det, Jesus havde,
men nu blev han fuldstændig overbevist om, at Jesus var
noget helt særligt. Der står. Han og hele hans husstand
kom til tro. Hvilken tro, spørger vi måske. Det kan være
troen på, at Jesus var Messias, men i hvert fald helt
sikkert en tro på, at Jesus var kommet fra Gud af.
2. Hospitalspræst Karen Søe.
Det er jo en dejlig beretning. Drengen blev rask. Faderen
fik hjælp. Og mennesker begyndte at tro på Jesus. Men
mon ikke mange af os har et stort spørgsmål. Hvorfor
blev de mennesker ikke helbredt, som vi bad for?
I går læste jeg i KD et interview med hospitalspræst på
Aalborg sygehus, Karen Søe Pedersen. Hun fortæller:
Som hospitalspræst møder jeg mennesker, der håber på
mirakler, selvom prøver og scanninger viser, at det går
den gale vej. Vi kan ikke lade være med at håbe på et
mirakel og også bede om, at det må ske, når vi selv eller
vores kære er ramt. Men jeg ser, at vi langt fra altid får

det, som beder vi om. Det går os ikke som kongelige
embedsmand, der fik sin søn tilbage.
Hun blev også spurgt: Hvis du skulle prædike over
bibelstykket, hvem ville du så lade teksten handle om?
Hendes svar var:
Jeg ville netop tage fat i faderens fortvivlelse og hans
nødråb om helbredelse. På hospitalet møder jeg mange
dybt fortvivlede pårørende, der råber til eller beder Gud
om at helbrede deres elskede. Bønnen og råbet skal
siges, men de sætter os også i et dilemma. For hvis det
ikke går, som vi beder om, hvad så? Har vi så ikke bedt
nok, eller har vi ikke fortjent det, vi beder om? Eller har
vi været for egoistiske i vores bøn?
Jeg ville tage med i min prædiken, at vi skal udvide
bønnen og bede: ”Gud, hvis du magt til det, beder vi dig
om, at den syge klarer dig igennem. For vi holder ikke til
at miste vore kære. Sådan som det ser ud, ser det ikke ud
til, at den syge klarer sig igennem. Giv os styrke og vær
med os, også når det ikke går sådan, som vi beder om.”
Som nævnt kan vi ikke kommandere med Jesus og med
vores himmelske Fader. Da Jesus selv stod over for
døden, måtte han bede:
Far, hvis du vil, så lad mig slippe for det, der skal ske.
Men det er dig, der bestemmer, ikke mig.

Jeg kan ikke se andet end at vores situation her i verden
er sådan. Vi kan komme til Jesus med alt. Vi kan bede
Jesus om alt, også om helbredelse, men hvad der sker
må vi overlade til Gud.
3. Guds Søn lever.
Men hvordan kan det så være, at helbredelsesunderne
fylder så meget i evangelierne, som de gør. For at
helbredelsesunderne fylder meget i evangelierne,
kommer vi ikke udenom. Hvorfor gør de så det, når vi
synes, at vi oplever så få helbredelser?
Der kan være flere svar. I dag vil jeg gerne sige. Med
sine helbredelsesundere ville Jesus pege hen på, hvem
han selv er. Jesus vil mere end at helbrede. Jesus er ikke
kun en mirakelmager. Hvis vi havde læst videre i
Johannesevangeliet og taget det næste vers med, havde
vi læst:
Det var anden gang, Jesus gjorde et tegn, og han gjorde
det, da han var kommet tilbage til Galilæa.
Det første tegn var jo, at Jesus gjorde vand til vin for at
vise, at det rige han kom var et festens rige. Ja det var et
rige, hvor der for altid skulle være fest. Selv døden skal
ikke være der længere. Sådan peger helbredelsen af
drengen i Kapernaum også hen på, at Jesus kom med et

evigt rige. Han kom med et rige, hvor der for altid ikke
skal sygdom og død.
Det blev fortalt, at drengen lå for døden. Der blev også
fortalt, at Jesus sagde til faderen var:
Gå hjem, din søn lever.
Om de ord siger hospitalspræst Karen Søe Pedersen:
Det er den virkelighed, faderens længes efter at høre.
Men ordene har en dobbelt betydning, når de kommer
fra Jesus. Din søn lever. Betyder også det dybere, at
sønnen – og vi andre med – har det evige liv.
Hun fortæller videre:
Jeg husker en familie, der netop havde fået den
forfærdelige besked, at der skulle slukkes for deres
datters respirator. Jeg blev kaldt ind på sygehuset. Mine
første ord til familien var:
Min største medfølelse med jer!
Faderen svarede:
Tak fordi du siger det på den måde. Men for mig er det
lige nu en stor trøst, at vores datter kommer hjem til
Gud, hvor der ikke er smerte og sygdom og hvor det er
bedre at være.
Jesus sagde: Din Søn lever.
Jeg tror, at vi kan sige, at de ord peger hen, at Guds Søn
lever. Måske bliver der aldrig sagt til os: Din Søn lever.

Eller: Din mand/kone/datter/mor/far/søster lever, men
ham, der sagde: Din søn lever, det er ham, der lever for
altid. Guds Søn lever! Det siges til os alle.
Og som Guds Søn lever, sådan skal vi leve med han i
dag og alle dage, ja for altid.
Afslutning. Manden troede Jesus på hans ord og gik.
Lad vende tilbage til faderen. Som nævnt. Da faderen
kom til Jesus og da Jesus havde sagt:
Gå hjem, din søn lever.
fortælles det, at manden troede Jesus på hans ord og gik.
Manden troede Jesus på hans ord og gik.
Det er det, der er sagen.
Når vi hører Jesu ord, så skal vi tage det til os og gå itro
på det. Tor på Jesus og så gå.
For det ord Jesus taler, er livets ord.
Det er ord, der giver frimodighed og glæde!
Det er ord, der giver mod også i mødet med døden.
For Jesus vil være med i hele livet, ja, ikke kun hele
livet, men også igennem døden.
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden,
som det var i begyndelsen,
således også nu og altid og i al evighed. Amen.

Lad os bede:
Himmelske Fader!
Vi takker dig for alle de gange,
hvor vi erfarer, at Jesus hjælper os i vor nød.
Jesus.
Vi beder dig i dag om,
at du vil komme med din hjælp til de syge,
som vi kender og holder af.
Vi takker dig også,
fordi Jesus er mere end en læge
og fordi Jesus ønsker at kalde troen frem i os.
Hjælp du os til i tro at gå på Jesu ord
så at vi under alle forhold leve med glæde og mod.
Amen.


Bekendtgørelser:
Lad os med apostlen tilønske hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde
og Guds kærlighed
og Helligåndens fællesskab
være med os alle! Amen.

 

Vel mødt til gudstjeneste i Kvissel kirke på 19. søndag
efter Trinitatis.

I dag skal Ellanor døbes og vi skal høre om, at Jesus
siger til en lam mand: Dine synder tilgives dig.
Indledning til Ef 4,22-28:
Her skriver Paulus om, at når vi er døbt og hører til hos
Jesus, så er vi nye mennesker, der er skabt til at leve i
sandhed. Derfor skal vi hverken lyve eller stjæle.
Meddelelser:
Næste søndag er Alle Helgens søndag. Søndagen hvor vi
mindes de, der er døde i årets løb og samtidig hører om
det håb, der er sat ind i verden ved Jesus Kristus.
Derfor er der gudstjenester i alle 3 kirker: 10.30 i
Skærum, 14.00 i Kvissel og kl. 16.00 i Åsted kirke.
På torsdag d. 31. oktober kl. 19.00 er der sangaften i
sognehuset. Her vil vores kirkesanger Helle Sulbæk og
vores organist Marina Bournaka lede os gennem
årstidens salmer og sange. Der vil også blive mulighed
for at ønske en salme eller en sang.
Næste mandag, dvs. mandag d. 4. november er der
hyggecafe i sognehuset kl. 14.00-16.00. Alle er
velkomne.

Prædiken til 19. søndag efter Trinitatis d. 27. oktober
2019 kl. 10.30 i Kvissel kirke.

Tekst: Ef 4,22-28 + Mark 2,1-12.
Salmer: 754 448 674,1-2+7/ 487 476 69,4-6 516.
Tema: Jesus siger: Dine synder tilgives dig.
Indledning: Hvad lægger vi mest mærke til?
Hvad lagde i mærke til i den beretning, som jeg lige
læste? Det spurgte jeg også konfirmanderne om i
torsdags. Måske skal vi lige have beretningen igen.
Spørg evt. i dag igen konfirmander eller andre!
- at manden blev sænket ned gennem taget
- at den lamme blev helbredt/tog sin båre og gik
Manden blev sænket ned gennem taget – hvordan kunne
det gå til?
På Jesu tid havde fleste huse fladt tag, som skrånede en
anelse, sådan at regnvandet kunne løbe væk. Ved de
fleste huse var der udvendig trappe op til taget. Så der
kunne komme op. De rev så tagbeklædningen op, tog
risene og grenene mellem tagbjælkerne væk, så at de fik

et hul, der var stort nok til, at de kunne sænke manden
ned på hans båre. Det var sikkert den madras, som
manden sov på om natten, altså hans seng. Den kunne
også rulles sammen. At manden blev firet ned gennem
taget, er der altså en helt naturlig forklaring på. Det har
noget at gøre med de huse, som mennesker boede i Israel
på Jesu tid.
Hvordan kunne den lamme blive helbredt og tage sin
båre og gå?
Derfor var også engang en konfirmand, der spurgte mig:
Er det noget, der er sket? Markus fortæller det som
noget, der er sket, selvom vores videnskabelige
opdragelse siger os, at sådan noget sker ikke. Dog er der
mange mennesker også i dag, der fortæller om
uforklarlige helbredelser.
Noget af det, som vi lægger mærke til ved Jesus, er, at
han var i stand til at helbrede mennesker fra deres
sygdomme. Derfor er der også i dag mennesker, der
kommer til Jesus med deres sygdomme og tigger ham
om at helbrede dem. Det er slet ikke alle, der bliver
helbredt, men der er mennesker, der kan fortælle om, at
de blevet helbredt ved at komme til Jesus med deres
sygdom.

1. Dine synder tilgives dig.
Men jeg tror, at det er en helt 3. ting, som vi skal lægge
mest mærke til i den beretning. Den 3. ting var der i
torsdags også en af konfirmanderne, der lagde mærke til.
Hvad var det første, Jesus sagde til den lamme?
Søn, dine synder tilgives dig.
Dine synder tilgives dig, sagde Jesus.
Mange mennesker tænker. Hvad skal vi med det?
Hvorfor var det første, Jesus sagde til den lamme: Søn,
dine synder tilgives dig. Nu havde de 4 venner til den
lamme aset og maset for at få bragt ham hen til Jesus, for
at han skulle gøre ham rask og i stedet siger han så til
den lamme:
"Søn, dine synder tilgives dig."
Hvorfor nu det? Det var da noget mærkeligt noget. Ville
Jesus ikke hjælpe ham eller hvad? Sådan kan vi tænke.
Jeg tror, at når Jesus som det første sagde til den lamme:
Dine synder tilgives dig, så er det, fordi Jesus ville sige
til den lamme og hans venner og til de skriftkloge, dem,
der vidste, hvad der står i Bibelen og til alle andre:
Vi mennesker har brug for at få vores synder tilgivet.

2. Synd: Ikke at ramme målet med livet.
Inden vi går videre skal vi have afklaret et spørgsmål.
Synder – hvad er det? Hvad betyder det at synde?
Spørger vi den danske offentlighed? Spørger vi tiden, så
får vi det svar. At synde er at spise forkert eller at spise
for meget.
(Det er der så en af kildevandsproducenterne, der prøver
at profitere på. En dag jeg kørte her til Videbæk kom jeg
til at køre bagved ved en bil, der kørte med kildevand.
Bagpå bilen stod der:
Jo mere du synder, des mere renselse skal der til.
Jo flere gange du spiser noget, du ikke skulle have spist,
jo mere vand skal der til.)
Jeg vil gerne gå tilbage til den oprindelige betydning af
synd i det danske sprog. Her betyder: At synde betyder
at ramme ved siden af. Vi kender det godt. Hvis jeg
skyder på mål og rammer ved siden, så synder jeg i
fodbold eller håndbold. Derfor siger vi, når nogle
rammer lige ved siden af målet eller på stolpen. Det var
synd. Han ramte ikke målet. Jeg har da også mere end en
gang læst i avisen: Jon Dahl – den store synder, han
ramte ikke målet, han fik ikke scoret. Det var fodbold og
håndbold. I fodbold og håndbold gælder det om at
ramme målet. Ellers synder man.

Når det gælder vores liv i øvrigt, så er der også et mål, vi
skal ramme. Da Jesus blev spurgt: Hvad er det største
bud i loven, så sagde han, at det er kærligheden til Gud
og kærligheden til medmennesket. Hvad er det at synde?
At synde vil sige ikke at ramme kærligheden. Når vi
handler egoistisk i stedet for næstekærligt, så synder vi.
Så rammer vi ved siden at det, der er meningen med
vores liv. Hvad er meningen med livet? Meningen med
livet er, at vi skal leve i kærlighed til Gud og vores
medmennesker, og hver gang vi ikke gør det, så har vi
ramt ved siden af målet for vort liv, , så synder vi.
Det siges, at rigtig mange af de mennesker, der har været
med i ”Big Brother” udsendelser efter et par uger med
daglige konflikter foran TV-kameraerne siger: ”Jeg står
inde for alt, hvad jeg har gjort. Jeg fortryder ingenting.”
Det var også en statsminister, der blev berømt for at
sige: ”Der er ikke noget at komme efter.”
Hvis vi nu spørger os selv og ser tilbage bare på de
sidste par uger i vore liv - kan vi så ærligt sige, at der
ikke er noget, vi fortryder? Jeg kan kun tale for mig
selv. Hvis jeg skal være ærlig, så må jeg indrømme, at
jeg har syndet. Jeg har ikke altid elsket Gud. Selvom jeg
er præst, så har Gud ikke altid førstepladsen i mit liv,
sådan som han skulle have. Jeg har heller ikke elsket

mine medmennesker, min familie og mine venner og
mennesker i øvrigt, sådan som Gud ønsker det af mig.
Jeg har ramt ved siden af. Jeg har syndet. Og det har vi
alle sammen. Det kan godt være, at vi har lidt svært ved
at indrømme det. Vi har ikke ramt målet for vort liv.
3. Du er et frit menneske.
Jeg tror, at det var derfor, at Jesus sagde: Dine synder
tilgives dig. Kan man få tilgivelse for sine synder?
Sådan må vi spørge, for der er i dag mange mennesker,
der mener, at det er en forskruet ide, at man skulle kunne
få tilgivelse for sine synder hos Jesus. Hvis man har
stjålet noget eller sagt noget nedsættende om andre, at
man så skulle få tilgivelse for det hos Jesus, anser mange
mennesker i vore dage for en forskruet ide. Jeg må bare
for mit eget vedkommende sige. Hvis ikke jeg kunne få
tilgivelse hos Jesus for alt det, som jeg har gjort forkert i
mit liv, så ved jeg ikke, hvordan jeg skulle kunne
komme videre.
Jeg tror på, at når jeg kommer til Jesus med alt det, som
jeg har gjort forkert. Når jeg kommer til Jesus med alle
mine svigt og bekender dem for ham, at så kan få
tilgivelse. Så kan jeg få en ny start i mit liv.
Kan man få tilgivelse for sine synder?

Jeg mener ja.
Det er det, jeg selv lever på og ud af. At jeg kan få
tilgivelse hos Jesus for mine svigt og mine fejl, for mine
synder er det, der gør, at jeg kan få ny frimodighed til
livet og til mit arbejde som præst.
I den udgangsbøn, som vi bruger i Hanning kirke, hvor
jeg også en præst, beder vi:
Herre, jeg takker dig af hele mit hjerte,
fordi jeg går ud herfra som et frit menneske
med mine synders forladelse og din velsignelse
Hvordan kan jeg gå ud af kirken som et frit menneske?
Jeg kan gå ud kirken som et frit menneske, fordi Jesus
har tilgivet mig mine synder. Jeg kan gå ud af kirken
som et frit menneske, fordi Jesus er gået i døden for
mine synder. Jeg kan gå ud af kirken som et frit
menneske, fordi Jesus på korset har båret mine svigt og
fejl.
Det var, fordi Jesus vidste, at han skulle dø på korset for
den lammes synder, at han kunne sige til ham: Dine
synder tilgives dig. Og fordi Jesus er død på korset ikke
kun for den lammes synder, men for alle menneskers
synder, så kan Jesus også sige til dig og mig: Dine
synder tilgives dig.

I dag siger Jesus til dig: Du er fri. Du er gjort ren i mit
blod. Gå derfor ud i verden som et frit menneske.
Og derfor siger vi:
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver en sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.

Lad os bede:
Herre Jesus Kristus!
Tak, fordi du sagde til den lamme:
"Søn, dine synder tilgives dig."
Tak fordi du i dag er hos og siger til os:
Dine synder er tilgivet.
Jesus, hjælp mig til at tage imod de ord og gå ud i
verden som et frit menneske.
Amen.


Dette hellige evangelium som evangelisten Johannes skriver: (Joh. 3, 16 - 21)

Bøn:
Vor Far I Himmelen!
Tak fordi du elsker os så meget, at du sendte din elskede søn til jorden, for at frelse os
fra de magter, der gør os blinde og døve for kærligheden.
Han er verdens lys, og hvor han er, er der godt at være.
Hjælp os, så vi ikke flygter fra ham ind i mørket, men gerne kommer til ham og bliver
kærlige som han og ser, hvad vi kan gøre.
Amen.
Prædiken v/ marianne Florentine Kathrine Kock
Viborg Domkirke
2. Pinsedag 2015


Menneskene elskede mørket frem for lyset.

< I begyndelsen skabte Gud Himlen og jorden - og jorden var dengang øde og tomhed.

Øde og tomhed -Sådan begynder fortællingen i Bibelen.
Øde og tomhed - det var intetheden, det formår ord ikke at beskrive, det er der hvor mørket,
ondskaben og døden fødes.

Intetheden fyldte alt - der var intet - undtagen Gud - der var midt i Intetheden.
Gud blæste sin ånde ind i intetheden, og satte det på plads.
Gud sagde: Der skal være lys - og der blev lys.

Med Guds Ånd og vældige åndedrag der gik ud over verden, foldede skabelsen sig ud, foldede
sig ud i skønhed og overflod. Som det også sker for øjnene af os netop i denne tid.

Hvor er dine værker mange, Herre!
Du skabte dem alle med visdom,
Jorden er fyldt af dit skaberværk.

Guds vældige ord - satte intetheden på plads, og der blev skabt et sted hvor livet kunne
være.

Efter at Gud havde skabt denne plads til menneskene, overgav Gud sit ord til dem, og nu var
det menneskenes opgave at holdet rummet åben ved at lade Guds ord lyde mellem sig.

Men menneskene glemte hvem Gud var, hvem de selv var og de glemte deres opgave.
Hver især fik de nok i deres eget - og langsomt blev livets åbning smallere og smallere.
For menneskene elskede mørket mere end lyset, fordi deres gerninger var onde. Intetheden fik
stadig mere

magt, for hvert eneste menneske ville blot have så meget som muligt af livet til sig selv.
Gud ord var begyndt med lys - Lyset var kommet til verden - sammen med det kom håbet,
glæden, kærligheden - det var det der holdt intetheden stænget.
Men menneskene glemte disse ord, og sagde i stedet jeg vil ha´, jeg kræver, må jeg så få
plads.

Langsomt snævrede pladsen til - kampen blev værre og værre mellem menneskene.

Det er ikke holdt op endnu - vi mennesker kan stadig gøre livet stort, smukt og glædeligt -
og vi kan gøre livet smalt, trangt.

Vi ved det godt - vi ved godt hvordan livet er når livet er stort, der hvor der er højt til
loftet, og vi kan ånde dybt og lykkeligt ned i vore lunger.

Alle har det håb til dig, at du giver dem føde i rette tid;
Du åbner din hånd og de mættes med gode gaver;

Når vi kan slå ud med armene i glæde, i taknemmelighed, er vi som et overflødighedshorn - jo
mere der kommer ud af os, jo mere er der at dele ud af.

Vi kender også til at intetheden får magten - og livet bliver snævert, småt, gråt og
ligegyldigt.

du skjuler dit ansigt, og de forfærdes.

Der hvor vi ikke under hinanden noget.
Der hvor vi kroger os ind i os selv.
I angst for ikke at få nok, klamrer vi os begærligt til det vi har.
Skinsygt ser vi på de andres glæde, håb og tro - som om der går noget fra os.
Der bliver livet ganske lille.
Jo der bliver koldt. Vi kender godt til at Intetheden har magten.

Det smertede Gud dybt, at se at menneskene ikke magtede at holde Intetheden stangen.
Gud havde ellers givet os ordet - sit eget ord,
Du sender din Ånd og der skabes liv, du gør jorden ny.

Så længe vi holdt Guds ord lyst og levende imellem os, så kunne intetheden på ingen måde
tage mere rum end Gud selv havde givet det.

Men vi kunne ikke - vi kunne ikke holde lyset oppe.

Så Gud besluttede sig for at sende et lys der var så stærkt at end ikke mørket, ondskaben og
døden kunne få bugt med det.


Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver som tror på ham, ikke
skal fortabes, men have evigt liv.

I dag berøres vi af dette lys, lyset som mørket ikke kan få bugt med, selv om mørket gør
hvad det kan.
Jesus Kristus står imellem et hvert menneske og mørket - den gave har vi fået i dåben, og i
dag bekræftes vi i, at vi hører til i dette lys.

Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved
ham.
Den der tror på ham, dømmes ikke, den der ikke tror er allerede dømt.

Gud sendte frelse ind i verden, den verden der ofte søgte mørket mere end lyset.
Men der er altså frelse men også dom i verden. Ligesom der også er lys og mørke, kærlighed
og had, liv og død.
Vi mærker det i verden, i vores eget liv, i vores eget sind.
Hvis vi ikke vil vedkende os det bedrager vi os selv.

Der er altså dom i verden - der ligger en dom også over dit om mit liv - sådan er det.

Men Gud vil ikke dommen, hvis det var det Gud ville havde han ikke behøvet at sende sin søn,
der er nok at dømme os på.
Mordet på Jesus fra Nasereth var ikke nødvendigt for at få os ind under dommen.

Men Gud ville ikke dommen, han ville frelsen - menneskets frelse - derfor var han nød til at
sende sin søn - og han var også villig til det.

Hvorfra kommer dommen da? Den kommer fra os selv. Vi har dømt os selv fordi vi elsker mørket
mere end lyset.
Vi har det alle sådan. Vi kan godt beslutte os for at nu skal det blive anderledes, nu vil
vi søge lyset, det gode, kærligheden, men den der af hjertet virkeligt har prøvet på det,
ved også at mørket altid lurer lige om hjørnet.
Vi skal altid huske på at dommen ligger i os selv, og aldrig er Guds ønske.
Og derfor sendte Gud en magt, ind i sin verden, en magt der er større end alt andet.

Han sendte ikke teknisk bistand til vor underudviklede verden -
englen Gabriel og et hold eksperter med deres know haw.
Han traf ingen fordelagtige eksportaftaler og tilbød ingen langtløbende statslån.
Han sendte ikke englenes aflagte tøj eller mad fra deres overskudslagre.

Han kom selv!

Han sultede i ørkenen.Han hang nøgen på korset.
Ved at lide med os blev han vor glæde.

Han kom selv. Han er ikke en magt der med vold og magt, tager al magt til sig. Lige nu er
verden fyldt af sådanne mennesker.

Han har al magt, men han tvinger os ikke. Vi må selv vælge at følge ham fra mørket og ud i
lyset. Ud af vores eget mørke.

Han er kærligheden der igen skaber rum, og lys og liv til menneskene og giver mennesker
styrke til at bekæmpe intetheden .

Vi må altid leve med at Intetheden er om os, men Gud har svøbt hver eneste af os ind i sin
kærlighed.

Det var den kraft som apostelen Peter så springe ud af denne unge hedninge menighed - de
fyldtes af Guds Helligånd.

Guds kraft er her hos os, når vi åbner os, vil Gud give sig til kende hos os, og vi vil
erfare at Gud går med på alle vore veje.

En kvinde skrev:
Jeg skreg på Gud , men fandt ham ikke
Jeg græd og tiggede og hjælp,
Men da jeg gik tilbage blev jeg pludselig grebet i skulderen - jeg er her - og Gud var gået
med mig hjem.

Gud giver os visdom, håb, glæde, mod, styrke til at bekæmpe intetheden - både den der er
uden om os - den der sniger sig ind i os.
Det er selve livets formål og glæde at være i denne kamp.

Vi træder, i dag igen, ind i kampen.
Men Gud har ikke sat os våbenløse ind i kampen.
Han kom selv.
Han står selv ved deres side.
Han udruster os med hele sin kraft.

Hvorfor er vi så altid så urolige og bekymrede?
Gud elsker verden, Gud elsker os - og satte sig selv ind i vores sted - ved at lide med os
blev han vor glæde.

vær ikke bekymrede

Gå ind under denne magt, den største magt i universet, tag imod den - bliv i hjertet
Guds
børn, og gå ind i hans tjeneste.
Amen.



Prædiken v/ Frede
Møller, Ans
3 s i fasten. 8.marts 2015.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten

Lukas:
Engang var Jesus ved at uddrive en dæmon,
som var stum. Da dæmonen var faret ud, begyndte
den stumme at tale, og folkeskarerne undrede sig.
Men nogle af dem sagde: »Det er ved dæmonernes
fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne.«
Andre ville sætte ham på prøve og krævede et tegn
fra himlen af ham. Men da Jesus kendte deres
tanker, sagde han til dem: »Ethvert rige i splid med
sig selv lægges øde, og hus falder over hus. Hvis nu
også Satan er kommet i splid med sig selv, hvordan
kan hans rige så bestå? I siger jo, at jeg uddriver
dæmonerne ved Beelzebul. Men hvis jeg driver
dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver
jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres
dommere. Men hvis det er ved Guds finger, at jeg
driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til
jer. Når en stærk mand fuldt bevæbnet vogter sin
gård, kan hans ejendele være i fred. Men kommer
der en, der er stærkere, og overvinder ham, tager
han straks alle de våben, som den anden havde sat
sin lid til, og fordeler byttet. Den,der ikke er med
mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig,
spreder. Når den urene ånd er drevet ud af et
menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile,
men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil vende
tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når
den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går
den ud og tager syv andre ånder med, værre end
den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det
sidste bliver værre for det menneske end det første.«
Mens han sagde det, var der en kvinde i skaren,der
råbte: »Saligt er det moderliv, som bar dig, og de
bryster, du diede!« Men han svarede: »Javist! Salige
er de, som hører Guds ord og bevarer det!«
Luk 11,14-28

Kære Gud, vi beder dig om at tale dit ord til os nu
ved din hellige Ånd, så vi må se den magt, som
overgår det onde, og sige ja til at følge dig i liv og i
død. Amen.

”Men hvis det er ved Guds finger, at jeg driver
dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer”,
siger Jesus, og udtrykket ”Guds finger” kan ikke
andet end skabe associationer.
Hvem kender ikke Michelangelos berømte motiv,
hvor man ser Guds finger røre ved Adam? Hvis man
googler udtrykket ”Guds finger”, er det
Michelangelos billede, som straks dukker op på
skærmen,og i tilgift får man denne kommentar:
”Maleren har gengivet det øjeblik, hvor Gud lige har
sluppet Adams finger, efter at have vakt ham til live
ved at overføre guddomsgnisten til ham”.
Se,dermed står vi jo over for det, som er kernen i
selve skabelsen. Uanset om man nu tror på det ene
eller det andet i den sammenhæng, så er det jo
givet, at der står en højere magt bagved,en magt,
som vil, at ”gnisten” skal blive til og blive overført. I
det øjeblikGuds finger rører ved det døde ler, han
selv har formet, ja, da bliver Adam forvandlet til et
levende menneske, og det samme er tilfældet, da
Gud tager et ribben og skaber den første kvinde.
Det er Guds finger, som er på spil. Guds finger
former og danner hele naturen med alt, hvad den
rummer af skønt og herligt, og Guds finger former
og danner de første mennesker.
Siden var der en anden finger, som kom ind i
billedet.
Allerede på Bibelens første blade kan vi læse om
fjenden, der forklædt som slange har held til at
lokke menneskeheden på afveje. ”Mon Gud har
sagt?”, lyder det nu, og ikke alene sættes der nu
spørgsmålstegn ved Guds ord. Der sættes
spørgsmålstegn ved Guds væsen i det hele taget. Jo,
for nu tegnes der nemlig et billede af en Gud, der
klamrer sig til kongetronen, og som ikke på nogen
måde vil dele sin herlighed med andre, og fristelsen
til at række ud for at tage den forbudte frugt bliver
dermed uimodståelig.
Resultatet er en verden, som er besat af det onde og
den onde. Det er den virkelighed, vi befinder os i.
Jesus bruger billedet af en stærk mand, der fuldt
bevæbnet vogter sin gård, og så længe han gør det,
kan hans ejendele være i fred. Uvilkårligt kommer
man til at tænke på diverse tyranner, som i tidens
løb har gemt sig bag tykke mure, så de på den
måde kunne være i fred for de kræfter, som var
imod dem. Hitler havde sådan et sted i de østrigske
alper, Ørnereden ved Berchtesgaden. Saddam
Hussein var tilsvarende ganske vanskelig at få ram
på. Skulle nogen have laner om at ramme lederen
af Nordkorea eller Rusland, ja, så vil det på samme
måde være en ganske krævende opgave. For så
længe den stærke mand er stærk, og så længe han
er fuldt bevæbnet og vogter sin gård, er det svært at
få ram på ham, og de, der forsøger, selvom det kun
er med ord, kan så kort tid efter ligge lit de parade,
samtidig med at tyrannen har travlt med at vaske
sine hænder....
Men evangeliet er, at Guds finger igen er på spil, i og
med at Jesus går omkring på denne jord og gør sine
gerninger!
Det er det, vi skal sætte en tyk streg under i dag.
Vi kan nok på så mange måder synes, at vi lever i
en tid, hvor det hele mere og mere kører af sporet.
Det gør det på verdensplan, hvor krig og ufred mere
og mere tegner billedet.
Når bevægelser som ISIS og Boko Haram florerer,
så tusindvis af mennesker bliver slået ihjel, ja, så
vidner det jo om, hvilken uhyggelig magt det onde
er.
Når vi her til lands oplever, hvordan mennesker
mere og mere blæser på, hvad Gud vil, og hvad Gud
har sagt, ja, så peger det i samme retning. Et
samfund, som årligt dræber tusindvis af ufødte
børn, og som velsagtens om føje tid indfører
dødshjælp, ligesom vi har givet grønt lys for vielse af
homofile og nu gør det samme med hensyn til
”juridisk kønsskifte”, som det så smukt hedder,
jamen, det er jo i den grad vidnesbyrd om en
verden, der mere og mere ligner Sodoma og
Gomorra, og som mere og mere er et hus,som er
fejet og prydet, men tømt for ånd og liv.
Det kan godt få én til at bøje hovedet og opgive,
fordi det hele ser så håbløst og bundløst ud! Men for
den, der har øjne at se med og ører at høre med,er
det anderledes.Jo, for når Jesus taler om ”en, der
er stærkere”, ja, så peger han med de ord på det,
som er sket, da han selv kom til denne verden. Han
er den, som er stærkere end den stærke, og som ved
sit komme sætter Den Onde stolen for døren, så
han på den måde mister sin magt. Det er det, som
er det kristne budskab, og som vi må klynge os til,
også selvom alt peger i den stik modsatte retning.
Vi skal nemlig ikke glemme, at der er noget, der
hedder ”de sidste tider”, og vi skal ikke glemme, at
for hver gang klokken går en time eller fem
minutter, ja, så er vi kommet en time eller fem
minutter nærmere den dag, hvor den endelige
afgørelse sker. Det er der ganske vist mange, som
ikke tror på i vor tid, men det får så være. Det er
dog endnu ikke sådan, at man med sin tro kan
ændre sandheden til det stik modsatte.
Jesus har selv sagt, at der vil komme en tid, hvor
det bliver sværere og sværere at være kristen.
Sløvhed og ligegyldighed vil præge billedet mere og
mere. Forfølgelse af de kristne vil tage til, sådan
som vi netop oplever det i vor tid. Et sted siger han
direkte, at det er spørgsmålet, om Menneskesønnen
overhovedet vil finde troen, når han en dag kommer
tilbage. Det gør han nemlig–altså kommer igen! Og
det kan være, det sker i morgen eller om fjorten
dage eller ti år. Én ting er i hvert fald givet:
Tidspunktet er nærmere nu end nogensinde før.
Jesus har også forudsagt, at i de sidste tider vil der
være onde, destruktive kræfter på spil som aldrig
før, og jeg tror,det er det, vi oplever i vor tid. Vi kan
godt lukke øjne for det eller ryste på hovedet og
sige, at det er en værre omgang
dommedagsprædiken, men ikke desto mindre skal
det nu nok vise sig at være sandt. Mere og mere vil
vort samfund, ja,hele den verden blive præget af
modstand mod den kristne tro, og mere og mere vil
vort samfund og også vor kirke blive præget af
modvilje mod det, som står skrevet, og som dermed
er Guds vilje, når det gælder os mennesker. Mere og
mere vil det derfor også gå sådan, at vi selv stille og
roligt bliver præget af disse kræfter, så vi uvilkårligt
glider med mod afgrunden. Mere og mere vil vor
kirke ligne et stort, tomt hus, som godt nok er fejet
og prydet, men som er så buldrende tomt, så det er
oplagt, at syv værre ånder kan flytte ind, så det
sidste bliver værre end det første.
Ja, det er dystre toner, og hvor er det godt, at vi
ikke skal sætte punktum her og bare konstatere, at
sådan er det nu engang.
Vi tror sandelig på ham, som er større og stærkere
end det onde!
Og dermed tror vi jo på, at bare vi mennesker lader
hans ord få lov til at trænge ind, ja, så må
ondskabens åndemagter vige pladsen, fordi han
trods alt er den, der er stærkere, og hans magt
trods alt er større end det ondes magt.
”Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster,
du diede!” lød det, da Jesus den dag havde talt til
folkeskaren. Der var en kvinde i folkeskaren, som
blev så begejstret, så hun ikke kunne tie stille med
det. ”Javist!” svarer Jesus, og dermed giver han jo
kvinden ret. Vist var Jomfru Maria salig. Ikke bare
fordi hun blev mor til Guds egen søn, men først og
fremmest fordi hun var et menneske, der var
indstillet på at høre Guds ord og bevare det. Det er
jo det, vi gang på gang får at vide om denne kvinde,
at hun gemte ordene i sit hjerte og grundede over
dem.
Det er den vej, du og jeg også må gå, hvis det skal
siges om os, at vi er salige!
Der er så uendelig meget, som i vor tid trækker i
den gale retning. Det ser vi i hele verden, i vort

land, i vor kirke, og forhåbentlig kender vi os selv så
godt, så vi også ser det i vort eget liv. Jo, det kører
så uendelig let af sporet for os, og de, der tror, at
det nok skal gå alt sammen, og at vi til syvende og
sidst nok bliver frelst alle sammen, de gør klogt i at
lægge mærke til, at ingen har i den grad advaret
mod fortabelsen som vor Herre Jesus!
Men for den, der hører Guds ord og bevarer det, er
det anderledes.
Da ser jeg Guds finger i skaberværket, sådan som
det om føje tid udfolder sig, når det rigtig bliver
forår.
Jeg ser Guds finger, når mand og kvinde forelsker
sig, gifter sig og bliver forenet i det hellige ægteskab.
”Et kunstværk af Guds finger”, som Grundtvig
kalder det.
Jeg ser Guds finger, mår et lille barn bliver født til
verden som frugten af mands og kvindes kærlighed.
Jeg ser Guds finger, når selv gudløse læger og
sygeplejersker gør deres gerning, så syge mennesker
bliver raske. Aldrig skal jeg glemme, da jeg for
mange år siden besøgte en syg kollega på
sygehuset, hvor han lå for døden. Mens jeg var der,
pegede den dødssyge mand på læger, sygeplejersker
og sygehjælpere og sagde: ”Ved du, hvad det er? Det
er Guds finger!”
Han har jo ret.
Det er Guds finger, når mennesker bliver raske,
uanset om det sker på et sygehus eller ved et
direkte under.
Og fremfor alt ser jeg Guds finger, da Gud sender
sin søn til denne verden for at frelse.
Jeg ser Guds finger i dåben og i nadveren.
”Gudsfingrene grande slog kors for din pande.”
Og en dag skal jeg se Guds finger, når han kommer
på himlens skyer for at genoprette alt og knuse det
ondes magt for bestandig.
Jo, ”salige er de, som hører Guds ord og bevarer
det”.
De har nemlig noget, som end ikke døden kan tage
fra dem. Amen

5. søndag efter trinitatis 2019 – Højmesse i Viborg Domkirke.

Præludium

Indgangsbøn

Salme: 743 – Nu rinder solen op

Herren være med jer:
(Menighedens svar)
Lad os alle bede:
Herre, Jesus Kristus!
Når du kalder os til at lægge ud på dybet, og forkynde dit rige blandt
mennesker,
vil noget i os gerne følge dig
og noget vil helst være fri.
Giv os derfor at høre dit ord stærkt og klart,
så vi ikke forkynder vor egen frygtsomhed, men taler og handler på dit ord, der
står som en urokkelig klippe.
Herre, uden dig kan vi intet gøre, men når du går med os, da skal verden se, at
du er søn af den levende Gud, og at det rige du bygger, består fra evighed til
evighed.



Denne Hellige lektie skriver Profeten Esajas:

Salme: 318 – Stiftet Guds søn

Epistlen skriver apostlen Peter i sit første brev:

Lad os bekende vor kristne tro:


Salme: 147 – Der sad en fisker v. 1 – 6

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Bøn: Jesus når du kalder på os så giv os lyst til at følge dig og se, hvad du har givet
os, og hvor du vil føre os hen.
Hjælp os til at tro på, at du altid giver meget mere, en du kræver. Amen
Disciplene forlod alt – det var ikke noget de gjorde efter lang tids overvejelse, det
var simpelthen noget de ikke kunne lade være med. Der har for dem ikke været noget
valg.
De blev grebet at Jesu person, hans liv og forkyndelse. De så, at det nu var det eneste
der havde betydning.
Det blev livet for dem – til et liv der var mere end at eksistere.

Fangsten – alle de fisk – fortæller om det liv de levede, et liv hvor mad ikke var en
selvfølge, men en evig kamp for det daglige brød.
Derfor blev dette overflod af fisk et under for dem.

Ville det være et under for os, med fyldte varehuse? næppe!
Men det fortæller om et hårdt liv, hvor livet alene var at skaffe det der skulle b
ruges for at overleve.
I deres liv var der ikke plads til drømme, til store tanker, til mere end det
nødvendige, men pludselig oplevede de ved Jesu ord og handlinger at der var mere,
meget mere at få i livet.

Og Peter blev skræmt, over det mere.

For det gik pludselig op for ham, at den der kunne se ned i dybet og ser fiskenes
usynlige veje, og kalde fisk til sig der hvor der ingen fisk var, for det menneske ville
det kun være en ringe ting at se ind i Peters sind og se hvad Peter virkeligt indeholdt.

Peter oplevede at være gen¬nemlyst, gennemskuet og vide at han ikke kunne værge sig
imod det.

Men Jesus siger Frygt ikke!

Hvis nu underet skulle ramme os, så ville det måske netop være det omvendte ved
Jesus der ville åbne ind til vores sind, nemlig at vi ville sidde ikke i bjerge af fisk,
men bjerge af det som vi selv har anskaffet os, og så pludselig at opleve at vi har ikke
brug for alt det der.
At Jesus stod der og talte livets ord, at der er en verden der er større end det vi e
jer og den status vi har. At alt det vi har købt og ejet ikke giver os livet og friheden og
glæden, men måske snarere er i gang med at fratage os glæden, friheden og livet.

Måske er det det ubekymrede der er omkring Jesus, der skal være vores
omvendelse.
Frygt ikke!

Livet er meget mere, kom til mig alle I der er trætte og bærer tunge byrder og jeg vil
give jer hvile – eller hans ord om at se på himlens fugle og liljerne på marken.

At det Jesus bærer til os, er muligheden for en anden frigørelse, for en ny askese –
en ny begyndelse.

Askese er ikke – livsfornægtende, at hade alt i verden.

Det er ikke at gå i sæk og aske og fravælge alt sødt og godt i livet.

Det gjorde Jesus heller ikke, han spiste, han festede – han satte sig til bords hos den
fattige og hos den rige.

Så det vi ejer og har er ikke ondt i sig selv, det bare ting, men det onde i det vi ejer,
er når det er ved at kvæle os, når livsglæden går i stykker, og vi begynder at bilde os
ind at selve det at eje er glæden ved livet.

Ny askese er at sætter grænser for det unødvendige – så vi kan prioritere det der
er nødvendigt. Vi skal stoppe op – koncentrere os om det nødvendige og det vigtigste i
vort liv.

Hvis vi skal overveje hvad der er vigtigt for hver enkelt af os, så er det noget vi
hver enkelt skal gøre. Vi skal kun kikke ind ad.

Vi skal aldrig se på de andre, vi skal aldrig pege fingre af de andre, der gør andre valg
end os.

Det var jo ikke sådan at de mennesker på standen der ikke fulgte Jesus ved at
forlade alt, at dem ville han ikke have med at gøre. Han talte jo netop til dem på
standen, han brugte tid på at sidde på båden og tale.

Og sådan talte han jo til mennesker overalt.

Og vi ved også at han havde hjem han besøgte når han kom rundt, mennesker der
blev i deres hjem, og som modtog ham når hans vej faldt denne vej. De mest kendte er
Maria, Martha og deres bror Lazarus.

Men der er jo også den der stille oven salen til rådighed, den sal hvor han havde sin
sidste nadver. Og vi ved også at Jesus opholdt i lange perioder i Kapernaums, enten i sit
eget hus, eller hos nogen der boede der.

Altså alle skal ikke alt for at følge Jesus.

Derfor er det heller ikke det samme der renses ud hos os alle, og vi skal huske at
den udrensning kun skal ske der hvor det tynger os.

Vi skal overhovedet ikke overveje at rense ud, hvis vi ser rundt – og alt hvad vi ser er til
glæde – ting er kun ting.

Men der hvor vores liv ikke blomstrer, der skal vi overveje om det, at følge Jesus
ikke kan blive en rettesnor for os om hvad der er vigtigt, og hvad der er unødvendigt.

Vi må aldrig blive som veganer partiet hvor folk står og råber af andre fordi de
gør andre valg, vi skal hver især åbne os for hvad der ødelægger vores liv, og så skal
vi overbevise hinanden med kærlige ord og kærlige handlinger.

Vi ved det jo selv, at der hvor andre fortæller med begejstring og glæde om noget der
betyder noget for dem, der åbner vi os ligesom en blomst, og spørger os selv – var det
også noget for mig.

Der er ikke en der opgiver at spise kød ved at blive råbt af – hvis det er det veganerne
gerne vil have – så er det netop at vi forhærder os og råber tilbage – ”jeg elsker bacon”.

Hvad var det der var vigtigst for Jesus – altid – mennesker – at give mennesker
Guds kærlighed tilbage. Til alle de mennesker der troede de var udenfor Guds
kærlighed.

Alle os der har sat bomme ned og der skulle holde Guds kærlighed borte fra andre
mennesker.

Har vi brug for Guds kærlighed, åh ja – tænk på hvor lidt lykkelige vi er selv om de
fleste har alt hvad hjertet kan begære og lidt til.

Mennesker i dag er utilfredse med deres liv, deres krop, deres muligheder, vi elsker
ikke os selv – mange af os – og derfor polstrer vi os måske. Mange, mange unge mænd
og kvinder er ikke tilfredse med dem selv, og mange mennesker er stressede over de
krav de synes de skal leve op til – enten krav fra andre eller indbildte krav fra dem selv.

Stop op, og vip det ud af livet som er ligegyldigt, og som ikke giver glæde.

Stop op, og overvej de tre ting i livet som er allervigtigst.

Stop op og erkend at vi mennesker ikke skal bære verden.

Men at vi har fået en opgave, et kald. Hvad for en opgave? Vi kommer til hvad det er
for en opgave!

Men det er en opgave der begynder nu – en opgave som vi aldrig får ført til ende,
men som vi alligevel skal sætte al vor glæde, al vor overskud ind på at løse indtil den
dag vi ikke er her mere.

Peter fik et kald - en opgave – en opgave der begyndte der på standen lige uden for
Peters hjem, og som varede indtil han udåndede i sit liv. Han skulle viderebringe Jesu
ord og liv. Guds kærlighed til mennesker.

Et kald – en opgave er at arbejde på et mandat der er givet én udefra – givet én

fra noget der er større end en selv.
Det er at vide, at man er der hvor man skal være.
Et sådan kald en sådan opgave giver os glæde og ro i livet – giver en mening der er
større end lykke eller ulykke.

Hver eneste af os har fået en opgave – den begynder der hvor vi hver især lever… - Den er ikke svær.
- Den er ikke indviklet.
- Det kan godt være at den ikke bliver gloværdig, men det er den der skal gøres fra nu
af og indtil vi udånder.

Vi behøver ikke at lede efter opgaver, eller noget særligt stort og ophøjet som jeg
vil lægge mine kræfter ind i.
Vi skal tage de opgaver der sendes til os, og så skal vi gøre det så godt som vi kan. Vi
skal altid gøre det så godt vi kan, og så hvile i det, og det er lige meget om vi vasker
et gulv eller vi forhandler om verdens freden.
For hvis vi hver gang giver det bedste vi har, så beholder livet sin spændstighed, og
det gør også livet større for os selv.


Hvad opgaven er – den begynder med de tre ting der er vigtigst i dit liv. Og det ved vi
kun hver især.

Begynd der – drag omsorg for det, og så vil opgaverne blive skænket dig gennem livet.
Hvis du altid gør de 3 ting der er vigtigst – spå kommer du i mål.

Og når vi ser opgaven – når vi hører kaldet – så åbner verden sig på en ny måde –
for nu er livet aldrig meningsløst mere hvordan livet end bliver.
Vi behøver ikke daglig at tage stilling til om livet er meningsfyldt netop i dette
øjeblik – for meningen med livet er større end vores lille liv.
Vi skal derimod gå ind i livet – og leve livet - det meningsfyldte liv der er givet mig
med de mennesker som jeg indgår sammen med.

Og når vi en dag bliver skrøbelig, og ikke synes at vi kan gøre det vi kunne før – så
kan vi bede for de mennesker som er vigtigst for os.

Jesus når du kalder på os så giv os lyst til at følge dig og se, hvad du har givet os,
og hvor du vil føre os hen.
Hjælp os til at tro på, at du altid giver meget mere, en du kræver

Amen.



5. søndag efter trinitatis 2019 – Højmesse i Viborg Domkirke.

Præludium

Indgangsbøn

Salme: 743 – Nu rinder solen op

Herren være med jer:
(Menighedens svar)
Lad os alle bede:
Herre, Jesus Kristus!
Når du kalder os til at lægge ud på dybet, og forkynde dit rige blandt
mennesker,
vil noget i os gerne følge dig
og noget vil helst være fri.
Giv os derfor at høre dit ord stærkt og klart,
så vi ikke forkynder vor egen frygtsomhed, men taler og handler på dit ord, der
står som en urokkelig klippe.
Herre, uden dig kan vi intet gøre, men når du går med os, da skal verden se, at
du er søn af den levende Gud, og at det rige du bygger, består fra evighed til
evighed.



Denne Hellige lektie skriver Profeten Esajas:

Salme: 318 – Stiftet Guds søn

Epistlen skriver apostlen Peter i sit første brev:

Lad os bekende vor kristne tro:


Salme: 147 – Der sad en fisker v. 1 – 6

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Bøn: Jesus når du kalder på os så giv os lyst til at følge dig og se, hvad du har givet
os, og hvor du vil føre os hen.
Hjælp os til at tro på, at du altid giver meget mere, en du kræver. Amen
Disciplene forlod alt – det var ikke noget de gjorde efter lang tids overvejelse, det
var simpelthen noget de ikke kunne lade være med. Der har for dem ikke været noget
valg.
De blev grebet at Jesu person, hans liv og forkyndelse. De så, at det nu var det eneste
der havde betydning.
Det blev livet for dem – til et liv der var mere end at eksistere.

Fangsten – alle de fisk – fortæller om det liv de levede, et liv hvor mad ikke var en
selvfølge, men en evig kamp for det daglige brød.
Derfor blev dette overflod af fisk et under for dem.

Ville det være et under for os, med fyldte varehuse? næppe!
Men det fortæller om et hårdt liv, hvor livet alene var at skaffe det der skulle b
ruges for at overleve.
I deres liv var der ikke plads til drømme, til store tanker, til mere end det
nødvendige, men pludselig oplevede de ved Jesu ord og handlinger at der var mere,
meget mere at få i livet.

Og Peter blev skræmt, over det mere.

For det gik pludselig op for ham, at den der kunne se ned i dybet og ser fiskenes
usynlige veje, og kalde fisk til sig der hvor der ingen fisk var, for det menneske ville
det kun være en ringe ting at se ind i Peters sind og se hvad Peter virkeligt indeholdt.

Peter oplevede at være gen-nemlyst, gennemskuet og vide at han ikke kunne værge sig
imod det.

Men Jesus siger Frygt ikke!

Hvis nu underet skulle ramme os, så ville det måske netop være det omvendte ved
Jesus der ville åbne ind til vores sind, nemlig at vi ville sidde ikke i bjerge af fisk,
men bjerge af det som vi selv har anskaffet os, og så pludselig at opleve at vi har ikke
brug for alt det der.
At Jesus stod der og talte livets ord, at der er en verden der er større end det vi
jer og den status vi har. At alt det vi har købt og ejet ikke giver os livet og friheden og
glæden, men måske snarere er i gang med at fratage os glæden, friheden og livet.

Måske er det det ubekymrede der er omkring Jesus, der skal være vores
omvendelse.
Frygt ikke!

Livet er meget mere, kom til mig alle I der er trætte og bærer tunge byrder og jeg vil
give jer hvile – eller hans ord om at se på himlens fugle og liljerne på marken.

At det Jesus bærer til os, er muligheden for en anden frigørelse, for en ny askese –
en ny begyndelse.

Askese er ikke – livsfornægtende, at hade alt i verden.

Det er ikke at gå i sæk og aske og fravælge alt sødt og godt i livet.

Det gjorde Jesus heller ikke, han spiste, han festede – han satte sig til bords hos den
fattige og hos den rige.

Så det vi ejer og har er ikke ondt i sig selv, det bare ting, men det onde i det vi ejer,
er når det er ved at kvæle os, når livsglæden går i stykker, og vi begynder at bilde os
ind at selve det at eje er glæden ved livet.

Ny askese er at sætter grænser for det unødvendige – så vi kan prioritere det der
er nødvendigt. Vi skal stoppe op – koncentrere os om det nødvendige og det vigtigste i
vort liv.

Hvis vi skal overveje hvad der er vigtigt for hver enkelt af os, så er det noget vi
hver enkelt skal gøre. Vi skal kun kikke ind ad.

Vi skal aldrig se på de andre, vi skal aldrig pege fingre af de andre, der gør andre valg
end os.

Det var jo ikke sådan at de mennesker på standen der ikke fulgte Jesus ved at
forlade alt, at dem ville han ikke have med at gøre. Han talte jo netop til dem på
standen, han brugte tid på at sidde på båden og tale.

Og sådan talte han jo til mennesker overalt.

Og vi ved også at han havde hjem han besøgte når han kom rundt, mennesker der
blev i deres hjem, og som modtog ham når hans vej faldt denne vej. De mest kendte er
Maria, Martha og deres bror Lazarus.

Men der er jo også den der stille oven salen til rådighed, den sal hvor han havde sin
sidste nadver. Og vi ved også at Jesus opholdt i lange perioder i Kapernaums, enten i sit
eget hus, eller hos nogen der boede der.

Altså alle skal ikke alt for at følge Jesus.

Derfor er det heller ikke det samme der renses ud hos os alle, og vi skal huske at
den udrensning kun skal ske der hvor det tynger os.

Vi skal overhovedet ikke overveje at rense ud, hvis vi ser rundt – og alt hvad vi ser er til
glæde – ting er kun ting.

Men der hvor vores liv ikke blomstrer, der skal vi overveje om det, at følge Jesus
ikke kan blive en rettesnor for os om hvad der er vigtigt, og hvad der er unødvendigt.

Vi må aldrig blive som veganer partiet hvor folk står og råber af andre fordi de
gør andre valg, vi skal hver især åbne os for hvad der ødelægger vores liv, og så skal
vi overbevise hinanden med kærlige ord og kærlige handlinger.

Vi ved det jo selv, at der hvor andre fortæller med begejstring og glæde om noget der
betyder noget for dem, der åbner vi os ligesom en blomst, og spørger os selv – var det
også noget for mig.

Der er ikke en der opgiver at spise kød ved at blive råbt af – hvis det er det veganerne
gerne vil have – så er det netop at vi forhærder os og råber tilbage – ”jeg elsker bacon”.

Hvad var det der var vigtigst for Jesus – altid – mennesker – at give mennesker
Guds kærlighed tilbage. Til alle de mennesker der troede de var udenfor Guds
kærlighed.

Alle os der har sat bomme ned og der skulle holde Guds kærlighed borte fra andre
mennesker.

Har vi brug for Guds kærlighed, åh ja – tænk på hvor lidt lykkelige vi er selv om de
fleste har alt hvad hjertet kan begære og lidt til.

Mennesker i dag er utilfredse med deres liv, deres krop, deres muligheder, vi elsker
ikke os selv – mange af os – og derfor polstrer vi os måske. Mange, mange unge mænd
og kvinder er ikke tilfredse med dem selv, og mange mennesker er stressede over de
krav de synes de skal leve op til – enten krav fra andre eller indbildte krav fra dem selv.

Stop op, og vip det ud af livet som er ligegyldigt, og som ikke giver glæde.

Stop op, og overvej de tre ting i livet som er allervigtigst.

Stop op og erkend at vi mennesker ikke skal bære verden.

Men at vi har fået en opgave, et kald. Hvad for en opgave? Vi kommer til hvad det er
for en opgave!

Men det er en opgave der begynder nu – en opgave som vi aldrig får ført til ende,
men som vi alligevel skal sætte al vor glæde, al vor overskud ind på at løse indtil den
dag vi ikke er her mere.

Peter fik et kald - en opgave – en opgave der begyndte der på standen lige uden for
Peters hjem, og som varede indtil han udåndede i sit liv. Han skulle viderebringe Jesu
ord og liv. Guds kærlighed til mennesker.

Et kald – en opgave er at arbejde på et mandat der er givet én udefra – givet én
fra noget der er større end en selv.
Det er at vide, at man er der hvor man skal være.
Et sådan kald en sådan opgave giver os glæde og ro i livet – giver en mening der er
større end lykke eller ulykke.

Hver eneste af os har fået en opgave – den begynder der hvor vi hver især lever…
- Den er ikke svær.
- Den er ikke indviklet.
- Det kan godt være at den ikke bliver gloværdig, men det er den der skal gøres fra nu
af og indtil vi udånder.

Vi behøver ikke at lede efter opgaver, eller noget særligt stort og ophøjet som jeg
vil lægge mine kræfter ind i.
Vi skal tage de opgaver der sendes til os, og så skal vi gøre det så godt som vi kan. Vi
skal altid gøre det så godt vi kan, og så hvile i det, og det er lige meget om vi vasker
et gulv eller vi forhandler om verdens freden.
For hvis vi hver gang giver det bedste vi har, så beholder livet sin spændstighed, og
det gør også livet større for os selv.


Hvad opgaven er – den begynder med de tre ting der er vigtigst i dit liv. Og det ved vi kun hver især.

Begynd der – drag omsorg for det, og så vil opgaverne blive skænket dig gennem livet.
Hvis du altid gør de 3 ting der er vigtigst – spå kommer du i mål.

Og når vi ser opgaven – når vi hører kaldet – så åbner verden sig på en ny måde –
for nu er livet aldrig meningsløst mere hvordan livet end bliver
.
Vi behøver ikke daglig at tage stilling til om livet er meningsfyldt netop i dette
øjeblik – for meningen med livet er større end vores lille liv.
Vi skal derimod gå ind i livet – og leve livet - det meningsfyldte liv der er givet mig
med de mennesker som jeg indgår sammen med.

Og når vi en dag bliver skrøbelig, og ikke synes at vi kan gøre det vi kunne før – så
kan vi bede for de mennesker som er vigtigst for os.

Jesus når du kalder på os så giv os lyst til at følge dig og se, hvad du har givet os,
og hvor du vil føre os hen.
Hjælp os til at tro på, at du altid giver meget mere, en du kræver



Amen.